FOR ABONNENTER

Tine Vinther Clausen: Lolland skal i top 10 i DI’s erhvervsmåling

Venstres borgmesterkandidat på Lolland vil have en mere afbalanceret udbygning af grøn energi, flere lærlinge og en tættere dialog med virksomhederne. Målet er at få Lolland i top 10 i DI’s erhvervsmåling inden for tre år.

Tine Vinther Clausen er Venstres borgmesterkandidat i Lolland Kommune. Arkivfoto: Asger Andersen
Offentliggjort Sidst opdateret

FemernBusiness sætter i anledning af kommunalvalget fokus på erhvervslivet i Sydsjælland og på Lolland-Falster. De kommende år bliver afgørende for, hvordan kommunerne forvalter de muligheder og udfordringer, der følger med Femern-forbindelsen, den grønne omstilling og kampen om kvalificeret arbejdskraft.

Lolland står midt i udviklingen. Kommunen har allerede et markant grønt aftryk og store virksomheder inden for energi og produktion, men skal samtidig sikre, at væksten bliver bæredygtig, lokalt forankret og til gavn for både borgere og erhvervsliv.

Venstres borgmesterkandidat Tine Vinther Clausen mener, at tempoet i den grønne udbygning skal justeres, så lokale interesser og energiprojekter kan gå hånd i hånd. Hun peger på behovet for tættere dialog med erhvervslivet, for flere lærlinge og for et samlet fokus på at udnytte Lollands potentiale. Målet er klart: Lolland skal i top 10 i DI’s erhvervsmåling inden for tre år.

Kommunen satser på grøn energi, og det er en hjørnesten i erhvervsudviklingen, men den folkelige modstand mod nye vindmøller og solcelleparker vokser. Kommer den modstand til at spænde ben for udviklingen?

- Jeg tror, det er sundt, at vi tager tempoet lidt ud og genbesøger rammerne for opstilling af vedvarende energi i Lolland Kommune. Jeg er helt enig i, at vi skal have en øget elektrificering, men det skal gøres klogere end med de første projekter, der har været i høring.

Man kan for eksempel se på hybridparker, hvor sol, vind og batterier placeres samme sted, og hvor man etablerer en solid randbeplantning omkring anlæggene. Det kunne måske endda blive en del af den skovrejsning, vi skal levere på gennem den grønne trepart.

Før man går i gang, skal der være en reel dialog med nærområdet, ikke kun med borgerne, men også med det lokale erhvervsliv. Hvordan kan vi udnytte energien lokalt til gavn for borgere og virksomheder? Og hvordan sikrer vi, at dem, der ejer anlæggene, også betaler skat i kommunen, så værdiskabelsen bliver her?

Fokus på erhvervslivet

FemernBusiness stiller i anledning af kommunalvalget fem erhvervspolitiske spørgsmål til de førende kandidater i kommunerne Lolland, Guldborgsund og Vordingborg. Temaerne er den grønne omstilling, Femern-forbindelsen, turisme, mangel på arbejdskraft og kommunernes placering i DI’s erhvervsmåling.

Formålet er at give et erhvervspolitisk indblik i, hvordan kandidaterne ser på vækst, arbejdspladser og udvikling i området de kommende år.

Vi har ikke travlt på Lolland. Vi producerer allerede omkring syv gange så meget landbaseret vedvarende energi, som vi selv forbruger. Jeg tror på, at vi skal producere mere, men vi skal gøre det klogere og i tættere dialog, så man kan se gevinsten lokalt.

Femern-forbindelsen ser ud til at blive forsinket flere år. Hvordan holder vi som region og kommune momentum, så erhvervslivet fortsat udvikler sig frem mod åbningen?

- Jeg ser det ikke som en ulempe for kommunen. Det tager tempoet lidt ud af processen, men det giver os samtidig tid til at finde en god model for ejerform og indhold i området ved elementfabrikken, når byggeriet en dag er afsluttet.

At vi nu bliver udpeget som rød-løber-område er en stor gevinst. Det giver os mulighed for at komme i gang med hele bosætningsstrategien og formentlig også udviklingen af skoleområdet i forhold til den internationale skole.

Når dele af fabrikken efterhånden bliver til rådighed for andre produktioner, kan de sættes i gang. Jeg tror, at vi kommer til at se både og, når først det første tunnelelement er lagt. Det skal nok blive rigtig godt for Lolland, og tunnelen skal nok blive færdig. 

Turismen spiller en stigende rolle for Lollands økonomi og profil som grøn og attraktiv kommune. Hvordan vil du sikre de bedste forudsætninger for, at turismen får de bedst mulige vilkår og bliver en integreret del af den erhvervsmæssige udvikling?

- Turismen er allerede en integreret del af den erhvervsmæssige udvikling, og det sker blandt andet gennem VLF. Vi har en stærk naturturisme, vi har store aktører som Lalandia og Knuthenborg, og så har vi vores lokale ørige, der også bidrager.

Det, der for alvor kan rykke noget, er Forlandet. Området kan udvikles, når vi får en anlægslov på plads. Det bliver et langt, sejt træk, men arbejdet er i gang. Her skal der findes eksterne investorer, og jeg håber, at de, der er tættest på projektet, har vurderet, at interessen er der, så vi på sigt kommer til at se byggekraner, når plangrundlaget er på plads.

Virksomheder peger på manglen på kvalificeret arbejdskraft som en af de største barrierer for vækst. Hvordan løser man det?

- Som tidligere virksomhedsejer mener jeg, at man altid selv har et ansvar for at sikre fremtidens arbejdskraft. Det sker gennem lærlinge. Alle virksomheder skal tage lærlinge, og de skal have ordentlige vilkår, så vi får dygtige medarbejdere ud af det. Det er en model, vi altid har været gode til på Lolland.

Derudover skal vi tiltrække arbejdskraft fra andre lande. Vi kan se, at Vestas nu har omkring 1.300 medarbejdere, og de har ikke problemer med at rekruttere. Det kræver, at man som virksomhed er aktiv og måske også samarbejder med andre om rekruttering, så der er job til ægtefællen. Det kan betyde, at hele familien vælger at slå sig ned på Lolland, og så får vi både arbejdskraft og skatteindtægter.

Kommunen kan gøre noget i forhold til tiltrækning, Business Lolland-Falster kan gøre noget i form af koordinering, og Dansk Industri kan også bidrage. Det vigtigste er, at ingen sidder på hænderne, men at vi spiller hinanden gode. Folk vil gerne arbejde et sted, hvor der er muligheder, og det er der på Lolland.

Lolland er rykket en smule op i DI’s måling, blandt andet på byggesagsbehandling og international rekruttering. Hvor mener du, at kommunen bør ligge i målingen om tre år, og hvilke konkrete tiltag skal bringe jer derhen?

- Jeg er rigtig glad for, at vi er rykket op, for vi har haft en målrettet indsats i kommunen, mens jeg har været formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget. Vi skal fortsætte den strategi, der allerede er lagt, og om tre år skal vi ligge i top 10 i Danmark. Om fem år skal vi være i top 5.

Det kræver selvfølgelig, at jeg fortsat får lov at være med til at påvirke udviklingen. Jeg har en ambition om i næste periode, fra 2026 til 2029, at besøge hovedparten af virksomhederne i kommunen. Som tidligere medlem af DI’s lokale bestyrelse og tidligere formand for Dansk Arbejdsgiverforening ved jeg godt, hvad der frustrerer derude. Det skal vi give øget opmærksomhed, så det ikke kun er de store virksomheder, der får politisk fokus, men også de mange mindre. Vi har et kæmpe potentiale på Lolland, og det skal udnyttes nu.

I morgen svarer Holger Schou Rasmussen (S) på de samme fem spørgsmål.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Personligt abonnement

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Få adgang nu

14 dages gratis prøveperiode

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Start prøveperiode