Der skal bruges store mængder vand til produktionen af betonelementerne til Femern Bælt-tunnelen.
Til produktionen har entreprenørerne fået lov at bruge drikkevand. Men grundvandsreserverne på Lolland er ikke store nok, hvis tunnelfabrikken bliver permanent.
Der er derfor brug for at genbruge vand. Her kommer iværksættervirksomheden Nordphos ind i billedet.
To testanlæg på Lolland
Iværksætterne Jesper Minor og Niels Mikkelsen har udviklet et rensningsanlæg, som kan filtrere urenheder i beskidt vand fra, og de har valgt at placere virksomheden i Maribo i nærhed til byggeriet af Femern-forbindelsen for at teste anlægget af.
På to testanlæg, blandt andet ved Rødbyhavn Rensningsanlæg, omdanner Nordphos spildevand, havvand og overfladevand til vand i forskellige kvaliteter, som foruden at kunne anvendes til beton også kan bruges til drikkevand, raffinering og power-to-x.
Som et kaffefilter
– Vores teknologi handler om at genanvende vand. På Rødbyhavn Rensningsanlæg ser vi på, hvor vi kan sætte menneskelige næringsstoffer i spil igen og recirkulere næringsstoffer i stedet for, at det bliver nedbrudt i nogle tanke og bliver til CO2 og lattergas, forklarer Jesper Minor.
Han stammer fra Sakskøbing, er uddannet geografsociolog og har igennem mange år har arbejdet med cirkulær økonomi.
– I princippet handler det om filtre i stedet for biologiske tanke, hvor du separerer. Vandet kører gennem to trin, og så kan du sætte ekstra trin på, alt efter hvor rent vandet skal være, og hvad du skal bruge det til. Det er simpelt og næsten som et kaffefilter, forklarer Jesper Minor.
Vandet er for salt
Hvorfor kan man ikke bare bruge for eksempel overfladevandet, som det er, til betonproduktion?
– I det overfladevand, som er hernede, er der for meget salt i, så du skal have fjernet saltet, og det kræver en filtrering. Salt er ikke godt for armeringsjernet, så vandet skal som minimum have drikkevandsniveau, siger Jesper Minor.
Det er endnu ikke endeligt fastlagt, om tunnelfabrikken bliver permanent, men hvis det sker, kan Jesper Minor i princippet godt forestille sig, at man på Rødbyhavn Rensningsanlæg installerede et system, der renser spildevandet til brug ved betonproduktionen.
Kan afsalte havvand
– Man kan sagtens rense vandet og levere det over til tunnelfabrikken. Der er 800.000 kubikmeter vand, som flyder igennem her, og de skal måske bruge to- til trehundrede tusinde kubikmeter på tunnelfabrikken. Ellers kan vi tage vand fra havet og fjerne saltet, siger Jesper Minor.