HyperTunnel har afsløret verdens første totalt robotkonstruerede underjordiske bygningsværk, bygget på dets R&D-anlæg i North Hampshire Downs i England. Præsentationen fandt sted på den nys overståede Tunneling Society Conference & Exhibition i London.
Ti gange hurtigere og halvt så dyrt
HyperTunnels automatiserede byggemetode er designet til at bygge tunneler mere end 10 gange så hurtigt. Samtidig bliver byggeomkostningerne halveret i forhold til konventionelle metoder. Fremgangsmåden er også væsentligt mere miljø- og klimavenlig, da robotterne bruger bæredygtige materialer såsom beton med lavt kulstofindhold.
Sikkerhedsrevolution
HyperTunnel mener endvidere, at deres metode vil revolutionere sikkerheden i tunnelindustrien, idet man kan bygge og vedligeholde tunneler helt uden at sende mennesker derind.
Robotter arbejder efter digital model
En ”sværm” af 3D printende robotter arbejder efter en digital model af tunnelen. En flåde af ‘hyperBot’-robotter sendes ind i jorden igennem plastrør (HDPE). Når de først er i jorden, 3D-printer robotterne tunnelskallen ved at tilføre byggemateriale direkte i jorden.
Prototypetunnelen er seks meter lang, to meter høj og to meter bred. Prototypen, der fik navnet Peak XV tunnel, var en del af et projekt for det statslige britiske infrastrukturselskab Network Rail. Prototypen blev afsløret på British Tunneling Society Conference & Exhibition i London i oktober.
Tunneler fra Victoriatiden
Network Rail-projektet har demonstreret HyperTunnel-processen og undersøgt de teknologier, der er nøglen til at vedligeholde Storbritaninens regionale jernbaneinfrastruktur. Den indbefatter blandt andet 650 tunneler fra Victoriatiden.
– Vores store portefølje af victorianske tunneler kræver stigende vedligehold for at opfylde behovene i jernbanenettet. Men vi ønsker at reducere niveauet af forstyrrelser for vores passagerer, så vi søger konstant efter nye tilgange til at udvide eller reparere tunneler, der reducerer den tid, en tunnel vil være lukket for tog. Peak XV flytter os et skridt tættere på dette mål og, altafgørende, med en metode, der reducerer arbejdsstyrkens sikkerhedsrisiko, siger David Castlo, der er teknisk chef for Mining and Tunnels hos Network Rail.
Stort skridt for industrien
– Vores første demonstrationstunnel i stor skala er et stort skridt, ikke kun for HyperTunnel, men for hele tunnel- og byggeindustrien. Mens det udelukkende at bruge robotter til at bygge underjordiske strukturer er drastisk anderledes, er de medvirkende teknologier, såsom digitale modeller, robotteknologi, 3D-print og digital underjordisk opmåling, understøttet af AI og VR, alle velafprøvede i andre industrier. Faktisk handler hyperTunnel in-situ metoden om at mindske risikoen for byggeprojekter, fortæller Steve Jordan, Co-CEO og medstifter af HyperTunnel.
Vinci har investeret
Tidligere i år modtog hyperTunnel støtte på 1,88 millioner euro fra European Innovation Council (EIC) Accelerator-ordningen, Europas flagskibsinnovationsprogram. Virksomheden har også fået en finansiel investering fra franske Vinci, der er en del af Femern Link Contractors (FLC).