Sidste etape på Ringsted-Femern banen er de 32 kilometer mellem Nykøbing Falster og Holeby på Lolland. Her skal der lægges dobbeltspor og elektrificeres. Selve arbejdet med at lægge skinnerne starter sidst i marts, og det kræver en hel del materialer.
100.000 sveller
Helt konkret skal der eksempelvis – udover altså 128 kilometer jernbaneskinner – bruges 100.000 betonsveller og 100.000 tons granitskærver til ballast.
De mange betonsveller fremstilles på Banedanmarks egen svellefabrik i Fredericia og skal herfra transporteres til Lolland. Og det har givet travlhed hos vognmandsfirmaet Eigil Jensen i Billund. Der kan nemlig kun være 130 sveller på et vognlæs. Og det betyder så – i hele træskolængder – 800 ture fra Fredericia til Lolland.
– Det er da fint
– Det er da fint, svarer Anders Henriksen, der er ansvarlig for tilbud og materialekørsel hos Eigil Jensen med almindelig jysk besindighed, da FemernReport spørger til, hvad sådan en ordre betyder for firmaet.
– Det kom meget belejligt her i starten af året, hvor der ellers ikke er så travlt. Vi er ved at være færdige. Vi startede i januar, og første april skulle vi gerne have klaret det, fortæller Anders Henriksen.
Skal også køre skærver fra Nakskov Havn
I det hele taget holder Banedanmark den midtjyske vognmand godt beskæftiget. Det er nemlig også Eigil Jensen, der har opgaven med at køre skærver til den lollandske banestrækning. De 100.000 tons skærver sejles nemlig til Nakskov med skib fra Sverige og Norge. Herfra køres de til brugsstedet.
3.400 vognlæs i alt
Ét vognlæs er omkring 38 tons skærver, så det bliver til over 2.600 ture – dog noget kortere end dem fra Fredericia. Men med en total på over 3.400 vognlæs, så slider jernbanen alligevel en del på vejene på Lolland.
Genbrugt underballast
Underballasten til banestrækningen Nykøbing-Holeby er til gengæld et genbrugsprojekt. Det er nemlig i alt 120.000 kubikmeter af de gamle skærver fra strækningen, der knuses og lægges ud igen. Så de kender allerede vejen.