FOR ABONNENTER

Bankdirektør: Det bliver afgørende for erhvervslivet i 2026

Administrerende direktør i Lollands Bank, Allan Aaskov, peger på industriparker og investeringer i vedvarende energi som vigtige drivkræfter, men også på arbejdskraftmangel og usikkerhed om godkendelser af VE-projekter som mulige bremser.

Direktør Allan Aaskov. Foto: Lollands Bank
Offentliggjort Sidst opdateret

2026 bliver et år, hvor investeringslyst, grøn energi og nye industriprojekter fylder meget på Lolland, Falster og Sydsjælland. Men det bliver også et år, hvor usikkerhed kan få projekter til at tøve, især hvis godkendelser trækker ud, eller hvis arbejdskraften ikke kan følge med. I FemernBusiness’ serie svarer erhvervsprofiler på de samme spørgsmål om, hvad der bliver afgørende for erhvervslivet i 2026, og hvor flaskehalsene opstår.

I denne uge hedder profilen Allan Aaskov, administrerende direktør i Lollands Bank. Han ser udviklingen fra første række, hvor investeringer, kredit og risikovurderinger er en del af hverdagen, og peger på både de oplagte muligheder og de steder, hvor tempoet kan blive sat ned.

Hvad bliver de vigtigste drivkræfter for erhvervsudviklingen på Lolland, Falster og Sydsjælland i 2026? 

Allan Aaskov

Stilling: Bankdirektør i Lollands Bank

Tiltrædelse: 1. januar 2020

Rolle: Som bankdirektør leder Allan Aaskov Lollands Bank og er ansvarlig for den daglige drift og sammen med bestyrelsen den strategiske udvikling af banken.

- Erhvervslivet på Lolland, Falster og Sydsjælland oplever i disse år en positiv udvikling, og der er ikke noget, der tyder på, at den tendens ikke kan fortsætte. Udviklingen af Femern Port & Industrial Park i Rødbyhavn bliver central for at tiltrække længerevarende investeringer og produktion efter tunnelbyggeriet, hvor der forventes at blive skabt tusindvis af arbejdspladser. Derudover oplever landsdelen en markant vækst i grøn energi. Der planlægges blandt andet anlæg til produktion af brint og metanol i Nakskov og Rødby Fjord, mens Vordingborg har markeret sig som Østdanmarks kraftcenter for grøn energi med projekter som Green2X Biogas og Project Endor på havnen.

Turismen er også et vigtigt vækstspor, hvor der er fokus på at udnytte den forbedrede adgang til det tyske marked. Gennem 'Udviklingsplan for Sjælland og øerne' investeres der i modernisering af overnatningskapacitet og naturoplevelser, og samlet set ser fremtiden lys ud for området.

Modstanden mod nye sol- og vindprojekter på land fylder meget lokalt og politisk efter kommunalvalget. Hvilken betydning får det for investeringerne i landsdelen? 

- Modstanden mod landbaserede sol- og vindprojekter efter kommunalvalget har skabt en ny og mere usikker investeringssituation i landsdelen. Usikkerhed omkring fremtidige godkendelser kan få investorer til at afvente, fordi projekter risikerer forsinkelser eller helt at blive opgivet. Samtidig hæfter jeg mig ved, at der arbejdes på nye modeller for energianlæg, som skal sikre større lokal opbakning, hvilket er meget vigtigt for området.

Hvad er den største flaskehals for vækst i 2026, og hvad er det vigtigste greb til at løse den? 

- Den største udfordring er den akutte mangel på kvalificeret arbejdskraft og bosætning i området. Selvom investeringslysten er høj som følge af Femern-forbindelsen og den grønne omstilling, er arbejdsstyrken under pres fra flere sider. Vi har historisk lav ledighed, hvilket i sig selv er positivt, men samtidig står vi over for en demografisk udfordring med færre unge og en faldende befolkning i den erhvervsaktive alder. Derfor er det nødvendigt at fokusere på tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft og en målrettet bosætningsstrategi, hvor der allerede er igangsat initiativer.

Hvilke brancher eller typer virksomheder ser du bedst vækstmuligheder for i 2026, og hvad er det, der driver den vækst? 

- Vækstmulighederne i landsdelen er især centreret omkring tre hovedområder: grøn energi og Power-to-X, transport og logistik samt kyst- og turismeerhvervet.

Godkendelsen af et forstærket elnet i oktober 2025 betyder, at området kan aftage og transportere store mængder vedvarende energi, som de kommende projekter kræver. Samtidig udvider Business Park Lolland-Falster i 2025 og 2026 blandt andet med flere ladestationer.

Inden for turisme ser jeg muligheder i større ferieområder med glamping og naturbaserede tilbud. Der arbejdes blandt andet med en vision for Lollands sydkyst, som kan inkludere hotelmuligheder og nye strandarealer skabt af overskudsjord fra tunnelbyggeriet.

Hvilke brancher eller typer virksomheder ser du størst risiko for får det svært i 2026, og hvorfor? 

- Virksomheder i området står generelt over for flere udfordringer, hvor manglen på arbejdskraft er den mest markante. Der er mangel på både generel og specialiseret arbejdskraft. Samtidig kræver den teknologiske udvikling, at virksomhederne tilpasser sig nye teknologier og digitalisering for at bevare konkurrenceevnen. Øget regulering stiller også krav om omstilling og nye løsninger, som ofte er forbundet med øgede omkostninger.

Der kommer to industriparker til området. Hvilken betydning får de allerede nu for erhvervslivet, og hvad er det vigtigste, der skal falde på plads, før de bliver en reel gevinst? 

- Rødbyhavn, som i oktober 2025 blev udpeget som national industripark på omkring 1.000 hektar, tiltrækker allerede konkret interesse med forventninger om tusindvis af arbejdspladser.

Business Park Falster oplever samtidig stor vækst som knudepunkt mellem Skandinavien og Tyskland. I november 2025 blev planer om et stort datacenter offentliggjort, som kan udløse investeringer for op mod 20 mia. kr.

Lokale service- og byggefirmaer mærker allerede øget aktivitet, og udpegningen af industriparkerne har skabt et positivt momentum. Den fulde gevinst afhænger dog af, at den endelige sagsbehandling kan følge med investorernes tempo.

I næste uge kan du læse, hvordan Stig Rømer Winther ser på 2026.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Personligt abonnement

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Få adgang nu

14 dages gratis prøveperiode

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Start prøveperiode