KUN FOR ABONNENTER

Borgmester: Lolland står foran et erhvervseventyr

Borgmester Holger Schou Rasmussen drømmer stort om erhvervsudvikling i Lolland Kommune og hele området.

Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) er sikker på, at erhvervsudviklingen vil blomstre.
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvordan ser fremtiden ud for erhvervslivet i Vordingborg, Lolland og Guldborgsund Kommuner? Det spørgsmål stiller FemernBusiness til borgmestrene Mikael Smed (Vordingborg), Holger Schou Rasmussen (Lolland) og Simon Hansen (Guldborgsund).

Hver borgmester er blevet bedt om at forholde sig til tre spørgsmål om erhvervsudviklingen i deres egen kommune samt tre overordnede spørgsmål om regionens fremtidige vækst op til og efter etableringen af Femern-forbindelsen. På Lolland står der allerede store forandringer for døren. Med udviklingen af et nyt 800 hektar stort erhvervsområde ved Rødbyhavn og en havn, der kan blive et centralt knudepunkt for den grønne omstilling, er der potentiale for tusindvis af nye arbejdspladser. Her er fokus på erhvervsudviklingen i Lolland Kommune med borgmester Holger Schou Rasmussen (S).

Lolland Kommune har stor overkapacitet på grøn energi. Hvordan vil I bruge denne ressource strategisk til at tiltrække virksomheder, som er afhængige af bæredygtig energi?

- Byrådet har i de seneste år haft et stort fokus på grøn erhvervsudvikling. Den grønne omstilling skal bruges aktivt til at skabe vækst og tiltrække nye arbejdspladser lokalt, så det kommer vores lokalområde til gavn. Virksomheder med et stort energibehov bør placeres her, hvor energien er – og hvor vi i øvrigt har masser af plads, højt til loftet og en central beliggenhed i den nye Femernregion. Samtidig kan vi med vores stærke logistiske infrastruktur sikre, at virksomheder, der arbejder med grønne teknologier som Power-to-X, CO₂-fangst og vindmølleproduktion, har optimale betingelser for vækst og udvikling.

Med de store byggeaktiviteter omkring Rødbyhavn og Femern-projektet, hvordan sikrer kommunen, at lokale virksomheder får del i opgaverne og væksten?

- Vi har i byrådet længe haft et stort fokus på at sikre, at fabrikken i Rødbyhavn bevares, også når Femernbyggeriet er slut. Den beslutning faldt heldigvis på plads kort før jul i 2023. Men vores planer er større end det; For i 2024 har vi sat gang i at udvikle et gigantisk erhvervsområde nord for fabrikken, hvor der samlet set kan opstå en ny erhvervs- og industripark på mere end 800 hektar. Eller hvad der svarer til 1000 fodboldbaner. Altså et område med verdens største betonfabrik, en gigantisk arbejdshavn, masser af udenomsplads og let adgang til både jernbane og motorvej centralt i den nye Femernregion og midt på den store transportkorridor mellem København og Hamborg, såvel som mellem Skandinavien og Centraleuropa. Et område, der kan blive en af Danmarks fem kommende industriparker. Hvis det lykkes, vil det generere tusindvis af nye arbejdspladser og give en potentiel eksponentiel udvikling, der vil smitte af på noget nær alt. Også de lokale virksomheder. Og ikke bare i Rødbyhavn og på Lolland, men i en større geografi på hele Lolland-Falster og Sydsjælland.

COWI-rapporten viser, at andelen af arbejdsdygtige borgere på Lolland kan falde frem mod 2040. Hvordan vil kommunen arbejde med arbejdskraftudvikling og uddannelse for at modvirke denne tendens?

- I Lolland Kommune ser vi store potentialer på flere områder: Først og fremmest er de mange ekstra arbejdspladser vores løftestang til ny vækst og udvikling. For enhver arbejdsplads er ikke bare en arbejdsplads, det er også en bosætningsmuligheder, og de mange nye virksomheder vil naturligt bidrage til at tiltrække nye borgere. COWI-analysen har vist, at der vil blive behov for en bred vifte af kompetencer, så der vil være job, der kan matche noget nær enhver form for uddannelse eller karriereønske.

Herudover har vi et stort fokus på det internationale perspektiv. Mange internationale borgere kommer i disse år til vores område for at arbejde på Femern eller i områdets store internationale virksomheder, og i Lolland Kommune har vi i de seneste år også selv haft god succes med at rekruttere arbejdskraft internationalt. Ikke mindst til vores ældreområde. Vi håber, at mange har/får lyst til at slå sig ned på Lolland, også i et længerevarende perspektiv. Vores internationale skole er en bragende succes, og vi på Lolland lange traditioner for at tage godt imod internationale tilflyttere.

Hvordan ser du Femernforbindelsen påvirke erhvervsliv og handel i området over de næste ti år?

- Femernforbindelsen er en vækstdynamo, der vil smitte af på erhvervsudvikling, arbejdsmarked, beskæftigelse, bosætning, turisme og meget mere. Ikke bare på Lolland, men i en stor geografisk kontekst og i mange år frem. Havnen i Rødbyhavn kan spille en afgørende rolle i denne udvikling, især i forhold til offshore vindindustrien. Den dybe havn giver mulighed for at håndtere de store komponenter til havvindmøller, som bliver en central del af Europas energiforsyning. Derudover kan havnen fungere som et logistikknudepunkt for produktion, montage og eksport af vindmølledele, hvilket vil skabe nye arbejdspladser og cementere Danmarks position som en førende aktør i den grønne energiomstilling.

Arbejdskraft er en kritisk faktor for mange virksomheder. Hvordan løser man den udfordring på tværs af kommune- og landegrænser?

- Dette kræver blandt andet rekruttering af international arbejdskraft med et tilknyttet øget fokus på lokale integrationsindsatser såsom sprogundervisning, lokal oplæring, kollegastøtte, netværk og tilbud til en eventuelt medfølgende familie, f.eks. international folkeskole og job til partner. Med en stærk havneinfrastruktur i Rødbyhavn vil der være mulighed for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra både Danmark og Nordtyskland. Den direkte forbindelse til både København og Hamborg betyder, at virksomhederne kan rekruttere bredere, samtidig med at havnen og vindmølleindustrien skaber attraktive arbejdspladser, der kan fastholde specialiseret arbejdskraft i området.

Kritikere siger, at Femern Bælt-forbindelsen ikke kommer til at gavne erhvervslivet i Femernregionen (bortset fra turismen). At det bare bliver et område, man kører igennem for at komme fra København til Hamburg. Har de ret i det?

- Nej. Ved at udnytte potentialet i infrastrukturen og kombinere den med strategiske erhvervssatsninger sikres, at området bliver et industrielt knudepunkt og ikke blot et sted, man kører igennem. Især havnen i Rødbyhavn vil spille en central rolle i dette. Med den nødvendige kapacitet til at håndtere de store konstruktioner, der kræves til havvindmøller, vil havnen kunne tiltrække virksomheder inden for produktion og logistik. Dette vil ikke kun skabe lokale arbejdspladser, men også sikre, at Danmark får en ledende rolle i Europas grønne omstilling.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Personligt abonnement

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Få adgang nu

14 dages gratis prøveperiode

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Start prøveperiode