Erhvervssamarbejdet på tværs af Femern Bælt rummer et stort potentiale, når den faste forbindelse åbner. Men det kræver politisk prioritering i både Danmark og Tyskland at udnytte mulighederne.
Det er en af konklusionerne fra det dansk-tyske innovationsprojekt Fehmarn Belt Innovation, som netop er afsluttet.
Projektet har haft til formål at styrke samarbejdet mellem virksomheder og videninstitutioner i Danmark og Nordtyskland i årene op til åbningen af Femern-forbindelsen.
Mere end 500 personer fra virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner har deltaget i aktiviteter som workshops, innovationsforløb og studenterprojekter.
Ifølge direktør i Erhvervshus Sjælland Line Fossing Riel viser erfaringerne, at der er et betydeligt potentiale i et tættere økonomisk samarbejde i Femern-regionen.
- Med den kommende faste forbindelse over Femern Bælt begynder vi at se konturerne af en egentlig Femern-region. Erfaringerne fra projektet viser, hvor stort potentialet er i samarbejdet mellem virksomheder og videninstitutioner på begge sider af grænsen, siger hun.
Intrastruktur er ikke nok
Et af samarbejderne i projektet har blandt andet involveret den danske virksomhed WOHN, der arbejder med 3D-printede huse, og studerende fra Technische Hochschule Lübeck.
Men ifølge Line Fossing Riel kræver det en målrettet indsats at omsætte potentialet til konkret erhvervsudvikling.
- Den faste forbindelse skaber nye muligheder, men infrastrukturen alene gør det ikke. Skal vi for alvor indfri potentialet i Femern-regionen, kræver det en målrettet indsats for at styrke den økonomiske integration mellem Danmark og Tyskland, siger hun.
Projektet Fehmarn Belt Innovation er gennemført med støtte fra Interreg Deutschland-Danmark og Region Sjælland og har haft til formål at styrke netværket mellem danske og tyske aktører i regionen.