Femern Link Contractors (FLC) har indgået kontrakt med danske KBT Waterproofing A/S (KBT) om epoxybelægning på Femern tunnelens såkaldte skidding beams. Skidding beams er de massive betonskinner, som de tusind-tons tunge tunnel-elementer skal glide på, når de skubbes ud fra fabriksanlægget til tørdokken, for efterfølgende at blive sejlet ud til den endelige nedsænkning på havbunden.
Hver skidding beam (skinne) er cirka 500 meter lang, så kravene til såvel præcision som styrke er enorme, både hvad angår den beton skinnerne er støbt i, og den epoxy som KBT påfører ovenpå.
Friktionsfri transport der kører på skinner
Det er KBT’s epoxybelægning på betonskinnerne, der sikrer, at tunnel-elementerne kan glide så jævnt og friktionsfrit som muligt fra fabrikken til tørdokken med det lavest mulige energiforbrug.
Vægten af selve elementet koncentreres på nogle få punkter under hver donkraft, som løfter hele elementet fri af skinnerne. Overfladen skal derfor være ekstrem hård og meget glat, helt uden lufthuller eller bobler og med en jævnhed, der i dette tilfælde er på +/- 2 mm langsgående på hver af de 500 meter lange og 70 cm brede skinner.
Nødvendigt med nye metoder
For at kunne leve op til projektets krav, har støbningen af epoxybelægningen på Femern tunnelens skidding beams krævet udvikling af helt nye metoder. Den valgte løsning fra KBT er således en kombination af et unikt epoxy materiale, specielle skinner til støbeforme og en detaljeret arbejdsgang med måling af højder både før under og efter udførelse. Dertil kommer dokumentation af målopfyldelsen, som i samarbejde med FLC´s landmålere og kvalitetsteam, giver vished for korrekt udførsel af hver etape.
Inden opstart har det været nødvendigt at forberede og uddanne en række medarbejdere på KBT’s testcenter i Lynge, så alle vidste, hvordan opgaverne skulle løses bedst muligt.
En gevinst for miljøet
– Vi er selvfølgelig stolte over endnu en gang at få mulighed for at bidrage til dette fantastiske projekt, siger Andreas Hensen, projektdirektør i KBT. Virksomheden er allerede en del af Femern-projektet med vandtætning af projektets 10 special tunnelelementer.
– Vi har haft fokus på at levere en løsning, som både FLC og vi har fuld tiltro til. Det har krævet, at vi selv har udviklet alle metoder og arbejdsgange efter omfattende tests af både materialer, metoder og værktøj. Til gengæld kan vi levere en løsning, der kan udføres indenfor en stram tidsplan, og lever op til kravene. Metoden er også mere miljøvenlig, da der skal bruges mindre energi til at flytte elementerne, siger Andreas Hensen.
Tocifret millionbeløb
Kontrakten om epoxybelægning på Femern tunnelens Skidding Beams beløber sig til et tocifret millionbeløb. KBT forventer at opgaven løses af et team på omkring 15 mand, hvoraf en del ansættes lokalt gennem Femern Agency.