Et certifikat i grøn omstilling vil kunne løfte den danske bygge- og anlægssektor helt op i verdenstoppen. Samtidig vil det kunne sikre, at de faglærte og ufaglærte i sektoren løbende får vedligeholdt og ajourført deres viden om bæredygtighed og klimavenligt byggeri.
Vi må stille krav
Forslaget kommer fra René Malm, der er markedschef på erhvervsuddannelsescentret CELF på Lolland-Falster:
– Vi har et ønske om at være ledende indenfor grøn omstilling, og så må vi jo stille krav. Der er mange fag og uddannelser, der stiller krav om certificering – for eksempel indenfor elektriker- og VVS-fagene. Det kunne man med fordel udvide til også eksempelvis murere, tømrere og struktører, siger René Malm.
Faldende tilslutning til efteruddannelse
Som FemernReport skrev fredag, så er tilslutningen til videre- og efteruddannelse helt i bund og har været jævnt faldende siden 2009. Et krav om et grønt certifikat i byggeriet ville kunne motivere arbejdsstyrken og virksomhederne til løbende at holde deres viden og kompetencer indenfor klima, miljø og bæredygtighed ajour.
Masser af snak
– Der er jo masser af snak om bæredygtighed og grøn omstilling fra eksempelvis Femern A/S og FLC, men det er jo supervigtigt, at vi også gør noget ved det. Vi (i VEU-systemet, red.) er jo til for erhvervslivet. Og de har jo allerede mange veluddannede og dygtige medarbejdere. Og hvorfor skulle de gøre noget anderledes, end de altid har gjort, hvis det ikke er nødvendigt?, spørger René Malm.
Indholdet skal afklares
Hvad et certificeringskursus i grøn omstilling konkret skal indeholde, har CELF-markedschefen ikke et konkret bud på endnu. Det skal afklares i samarbejde og dialog med arbejdsmarkedets parter, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK).
Jævnligt i dialog
– Vi er jævnligt i dialog med STUK om vores kurser – også certificeringskurserne. Men lige nu kan det ikke løbe rundt, hvis vi skal udbyde kurser til meget små hold. Vi skal helst op på 16. Men hvis der er krav om certifikat, så vil det bedre kunne betale sig, siger René Malm.