I takt med at aktiviteten på Femernprojektet efterhånden er kommet op i fuld fart, så stiger trafikken med brandbiler ind og ud ad porten til byggepladsen og FLC Village også. I 2023 var Lolland-Falsters Brandvæsen på pletten i Rødbyhavn i alt 68 gange.
Fire reelle alarmer
To gange skyldtes udrykningen spildt hydraulikolie på byggepladsen, der skulle ryddes op. En enkelt gang var der gået ild i noget pap i et køkken, og en enkelt gang var der en beboer i FLC Village, der ikke havde helt tjek på, hvordan man korrekt bruger en mikroovn, og så var der ild og røg i køkkenet.
64 blinde alarmer
Hele 64 gange var der imidlertid hverken ild eller røg – eller for den sags skyld noget andet for brandvæsenet at komme efter. Alarmerne var alle udløst af det automatiske brandalarmerings-anlæg – det der i fagtermer hedder en blind ABA-alarm.
Dermed er antallet af ”blinde” ABA-alarmer fra Femernprojektet mere end fordoblet på et år. I 2022 rykkede Lolland-Falsters Brandvæsen ud til byggepladsen i alt 30 gange, og 22 af gangene var der ikke noget rykke ud til.
5.195 kroner per udrykning
Brandvæsnet skal jo i sagens natur rykke ud, når brandalarmen går, og det gør de selvfølgelig også hos Lolland-Falsters Brandvæsen. Men hvis der ingen ildebrand eller anden grund til alarm er, så er det ejeren af den automatiske brandalarm, der skal betale for udrykningen. Sådan en ”blind ABA-alarm” takseret hos Lolland-Falsters Brandvæsen til 5.195,- kroner.
En Tesla model 3
De 64 blinde alarmer i 2023 beløber sig således til i alt 332.480,- kroner for FLC. Det svarer i runde tal til prisen på den billigste udgave af en ny Tesla model 3.
Det har ikke været muligt at få en kommentar til de mange blinde alarmer fra hverken FLC eller Femern A/S.