Usikkerheden om åbningen af Femern-forbindelsen i 2029 vokser.
Nu melder Femern A/S selv – bygherren bag tunnelen under Femern Bælt – i sin årsrapport for 2024, at tidsplanen er væsentligt udfordret. Åbningstidspunktet skal revurderes, når de første tunnelelementer er på plads på havbunden.
Dermed bekræfter selskabet det billede, som moderselskabet Sund & Bælt allerede tegnede i sin egen årsrapport tidligere på året.
Det er første gang, at projektorganisationen bag byggeriet officielt anerkender, at tunnelen muligvis ikke åbner som planlagt ved udgangen af 2029.
Tunnelarbejdet er forsinket
Ifølge Femern A/S skyldes forsinkelserne problemer med leverancer af specialfartøjer, der skal bruges til sænkning af tunnelelementerne. Dertil kommer vejrbetingede begrænsninger, som betyder, at installationen kun kan foregå i bestemte perioder af året. Ved udgangen af 2024 var tunnelrenden gravet færdig, og syv standardelementer samt to specialelementer er produceret i Rødbyhavn. Produktionen fungerer stabilt, men nedsænkningen af elementerne er endnu ikke begyndt. Planen var, at det første element skulle have været på plads for et år siden.
Femern A/S understreger i årsrapporten, at forsinkelserne kan forskyde hele åbningstidspunktet.
"Åbningstidspunktet ultimo 2029 er væsentligt udfordret og vil blive revurderet, når de første tunnelelementer er på plads," lyder det.
Tysk fremdrift – men stor usikkerhed
På tysk side har Deutsche Bahn i april 2025 meldt ud, at byggeriet af en ny tunnel under Femernsund kan begynde i sommeren 2026.
Tunnelen skal forbinde øen Femern med det tyske fastland, og planen er, at Femernsund-tunnelen skal stå færdig samtidig med Femern Bælt-tunnelen.
Men trods den nye plan er usikkerheden fortsat stor.
Professor: Godstrafikken forsinkes til 2032 eller 2033
Ifølge professor Jan Ninnemann fra Hamburg School of Business Administration er det positivt, at Tyskland har en plan, men han forventer ikke, at togtrafikken kommer i gang i 2029.
- Nej, det tror jeg ikke. Men i forhold til tidligere, hvor man risikerede, at godstogene først rullede i 2040, er det her et klart fremskridt, siger han.
Ninnemann vurderer, at godstrafikken først for alvor kan komme i gang i 2032 eller 2033.