Fehmarn Belt Contractors I/S, der står for gravearbejdet og landopfyldningerne i forbindelse med Femern Bælt-forbindelsen, kom ud af 2024 med et overskud på 100,6 millioner kroner. Det viser det netop offentliggjorte årsregnskab.
Dermed fordoblede selskabet sit overskud i forhold til året før, hvor bundlinjen lød på 50,3 millioner kroner.
Omsætningen faldt til gengæld til 1,08 milliarder kroner mod 1,37 milliarder året før – og næsten det dobbelte i 2022. Ifølge ledelsen skyldes nedgangen blandt andet afslutningen på flere store dele af entreprisen og et generelt skifte i projektets karakter.
Opbygget egenkapital
Selskabet har opbygget en egenkapital på 150,9 millioner kroner, som er fordelt ligeligt mellem de to ejere: Boskalis Denmark ApS og Van Oord DMC ApS. Der er ikke indskudt kapital udefra – egenkapitalen stammer alene fra opsparede overskud.
I 2024 blev en midlertidig dæmning fjernet på tysk side, og forberedelserne til den endelige stenbeskyttelse over det første tunnelelement blev gjort færdige. Arbejdet var forsinket, men projektteamet vurderer, at det lykkedes at begrænse virkningen på den samlede tidsplan.
Fokus på oprydning i 2025
I 2025 skal de midlertidige dæmninger ved Lolland og Fehmarn fjernes, og der skal ryddes op på land. Hen over sommeren skal køreveje og adgangsforhold færdiggøres.
FBC oplyser, at projektet har været udfordrende og præget af både tekniske justeringer og forsinkelser, men at arbejdet generelt er fulgt planen. Risikoen for yderligere forsinkelser vurderes fortsat som reel.
Der oplyses ikke et konkret resultatforventning for 2025.