De globale markeder er præget af usikkerhed, og det kan mærkes hos tyske virksomheder verden over. Geopolitiske spændinger, stigende energipriser og forstyrrelser i forsyningskæderne har dæmpet forventningerne til den økonomiske udvikling, viser den seneste AHK World Business Outlook fra Tysk Industri- og Handelskammer, DIHK.
Undersøgelsen bygger på svar fra omkring 4.500 tyske virksomheder med aktiviteter i udlandet samt virksomheder med tæt tilknytning til Tyskland. Globalt venter flere virksomheder nu en forværring end en forbedring af de økonomiske forhold på deres internationale markeder i løbet af det kommende år.
Det globale erhvervsklima bliver i rapporten beskrevet som skrøbeligt og vanskeligt at forudsige. Især konflikten i Mellemøsten fylder i vurderingen, fordi den øger usikkerheden om energi, råvarer og transportveje.
Danmark trækker op
I Danmark er billedet anderledes. Her vurderer de tyske virksomheder deres situation markant mere positivt end gennemsnittet globalt og i EU. Over halvdelen af de adspurgte tyske virksomheder i Danmark betegner deres nuværende forretningssituation som god, mens kun en mindre del vurderer den som dårlig.
Fem vigtige tal
• 4.500
Så mange virksomheder med tysk tilknytning deltog i undersøgelsen.
• 32 pct.
Andelen af virksomheder globalt, der venter en forværring af den økonomiske udvikling det kommende år.
• 21 pct.
Andelen, der globalt venter en forbedring.
• 46 pct.
Andelen, der peger på energipriser som den største forretningsrisiko.
• 52 pct.
Andelen af de tyske virksomheder i Danmark, der vurderer deres nuværende situation som god.
Også forventningerne til det kommende år ligger højere i Danmark. Flere virksomheder venter fremgang end tilbagegang, og når det gælder investeringer, peger målingen også på en mere positiv udvikling end i resten af EU.
Det får Dansk-Tysk Handelskammer til at fremhæve Danmark som et stabilt marked i en tid, hvor mange virksomheder ellers er blevet mere forsigtige.
- Mens de globale markeder er under pres, viser Danmark sin styrke som et stabilt, pålideligt og attraktivt marked for tyske virksomheder. Det tætte og tillidsfulde økonomiske samarbejde mellem Tyskland og Danmark viser især sin værdi i udfordrende tider: Det skaber stabile rammevilkår og åbner fortsat attraktive perspektiver for dynamisk vækst og fælles udvikling for virksomheder på begge sider af grænsen, siger Andreas Wenzel, administrerende direktør i Dansk-Tysk Handelskammer.
Den internationale måling viser samtidig, at virksomhederne i stigende grad tilpasser sig en mere urolig verdensøkonomi. Mange arbejder med bredere leverandørnetværk, nye markeder og mere lokal tilstedeværelse for at mindske afhængigheden af enkelte lande, leverandører og transportveje.