Vordingborg Køkkenet tager nu hul på et svensk eventyr. I starten af februar åbner køkkenkæden sin første butik i Sverige, når dørene slås op til en ny afdeling i Malmö.
Ifølge administrerende direktør Mads Skjoldby er satsningen i Sverige resultatet af et længere forarbejde.
- Vi har studeret det svenske marked. Det er
presset, og konkurrencen er hård som i Danmark, men vi er nok ti år foran i
Danmark, når det kommer til service , siger han.
Vordingborg Køkkenet sælger køkkener, bad-, bryggers- og garderobeløsninger gennem egne butikker og online. Kæden markedsfører sig med sloganet “Luksus alle har råd til”.
Presset marked
Køkkenmarkedet er presset i Danmark, og der er hård konkurrence. Man skal med andre ord være dygtig for at få underskriften fra kunden. Derfor er det også naturligt at se på andre markeder. Noget der heller ikke er for langt væk.
- Vi har et bredt butiksnet i Danmark, så det er helt naturligt for os at se mod Sverige. Malmö er tæt på, og vi kan servicere den nye forretning fra Vordingborg, siger Mads Skjoldby.
Siden Mads Skjoldby satte sig i direktørstolen for godt halvandet år siden, er der sket en justering af butiksnettet. Justeringen betyder blandt andet, at kæden har sagt farvel til to danske butikker i Valby og Viby i Aarhus, mens nye adresser er kommet til. Først med åbningen i Tórshavn på Færøerne og nu med en dobbelt satsning, hvor Rønne og Malmö står for tur. Ifølge direktøren er pointen at trimme strukturen, samtidig med at kæden rykker tættere på kunderne i de områder, hvor den ser størst potentiale.
Flere butikker kan følge
Vordingborg Køkkenet går ind i Sverige med pæne nøgletal i ryggen. I det seneste regnskabsår leverede selskabet et overskud på 12,4 mio. kr., mens egenkapitalen ved årets udgang lå på 39,8 mio. kr. Soliditetsgraden er opgjort til knap 34 pct.
Og efter mange år med solide overskud, placerer det virksomheden i en situation, hvor der er økonomisk plads til at investere og tænke større.
Åbningen i Malmö er tænkt som første skridt på et nyt marked.
- Hvis det går godt i Malmö, er planen, at Helsingborg og Gøteborg følger efter, siger Mads Skjoldby.