Arbejdstilsynet greb ind, da myndigheden den 27. august besøgte Femern-byggeriets havneområde i Rødbyhavn.
Her blev sten losset fra et skib og ført videre til et oplag via et transportbånd. To operatører skulle holde øje med anlægget og færdedes derfor tæt på både transportbåndet og den tragt, hvor stenene blev læsset af.
Men området var ikke tilstrækkeligt afspærret eller skærmet mod nedfaldne sten, og samtidig gjorde støjen det vanskeligt for operatørerne og kranføreren at kommunikere. Arbejdstilsynet vurderede, at der var betydelig fare for alvorlige skader som større sår og hovedtraumer, og gav derfor FLC Tunnel Group North et strakspåbud.
FLC har efterfølgende oplyst, at der er opsat barrierer og advarselsskilte omkring anlægget. Medarbejderne har desuden fået radioheadset, mens arbejdsmetoden er ændret og gennemgået på sikkerhedsmøder.
Arbejdstilsynet oplyste 10. september, at myndigheden nu ville vurdere, om løsningen kan godkendes, og sagen afsluttes. Femern A/S er som bygherre blevet orienteret om overtrædelsen.