FOR ABONNENTER

Sådan vurderes de seks mulige togstop

Nykøbing er helt i top. Vordingborg dumper. Læs hvorfor

Næste stop Hamborg. Arkivfoto: David Arnholm
Offentliggjort Sidst opdateret

Region Sjælland og de 17 kommuner i KKR Sjælland har fået lavet en analyse af, hvor de kommende fjerntog mellem København og Hamborg bør standse i regionen, når Femern Bælt-forbindelsen åbner. Seks stationer er med i vurderingen: Køge Nord, Ringsted, Næstved, Vordingborg, Nykøbing Falster og Rødby.

Nykøbing 

Vurderes som den stærkeste station samlet set. Byen har et solidt passagergrundlag og mange tyske turister, hvilket giver høje point i forhold til både turisme og pendling. Analysen peger på, at netop Guldborgsund Kommune har flest tyske overnatninger i regionen, og beskæftigelsen inden for turisme er relativt høj. Samtidig forventes en markant passagervækst, hvis fjerntoget får stop i byen. Den sydlige beliggenhed betyder, at Nykøbing supplerer et andet, mere nordligt stop godt – og derfor indgår byen i alle de scenarier, der vurderes i analysen.

Næstved

Næstved er blandt de bedst placerede stationer og scorer højt på alle tre overordnede kriterier. Byen har et stort næropland, især med bil, og kan nås af mange pendlere. Derudover kan Næstved nås fra Oldenburg i Tyskland på præcis 60 minutter, hvilket ifølge analysen giver adgang til et relevant arbejdskraftopland sydfra. Også turismepotentialet er pænt – blandt andet fordi Camp Adventure og Skovtårnet ligger i nærheden. Kombinationen af Næstved og Nykøbing vurderes som den stærkeste samlet set.

Ringsted

Ringsted har den bedste tilgængelighed med tog for det øvrige Sjælland. Den centrale placering gør, at mange borgere i nordlige og vestlige kommuner hurtigt kan komme til stationen. Det trækker dog ned, at Ringsted ligger for langt fra Tyskland til at have betydning for grænsependling, og at området ikke har det store turismepotentiale. Til gengæld vurderes Ringsted som en station, der er nem at koble til både den øst-vestgående og nord-sydgående togtrafik i Danmark. Analysen peger på, at Ringsted kan være et valg, hvis man lægger vægt på bred regional tilgængelighed.

Rødby

Rødby skiller sig ud ved at have det største arbejdskraftopland fra Tyskland. Det skyldes den korte rejsetid til Lübeck – under en time – hvilket åbner for pendling sydfra. Til gengæld ligger stationen isoleret og langt fra eksisterende arbejdspladser. Der er cirka tre kilometer til Rødby by, fem kilometer til Rødbyhavn og fire kilometer til Holeby. Lokalt er der meget få arbejdspladser, og det forventede antal passagerer er lavt. Turistattraktioner som Lalandia ligger i nærheden, men vurderes ikke at opveje de øvrige svagheder. Rødby betragtes derfor som strategisk relevant, men lokalt svagt.

Vordingborg

Vordingborg er med i analysen, men ikke blandt de tre scenarier med størst potentiale. Stationen vurderes at have en vis regional rolle, men den scorer ikke højt nok på nogen af de tre kriterier til at komme i betragtning til et fjerntogsstop. Det handler blandt andet om byens geografiske placering og mere begrænsede opland.

Køge

Køge Nord har høj tilgængelighed, især for bilister fra hovedstadsområdet. Stationen er tæt på motorvejen og kan nås hurtigt fra Køge Bugt-området. Men den ligger uden for bymidten, har få arbejdspladser tæt på og er allerede godt dækket ind af S-tog og regionaltog mod København. Fjerntog til Hamborg vurderes ikke som oplagt i Køge Nord, da den i højere grad fungerer som pendlerstation mod hovedstaden.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Personligt abonnement

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Få adgang nu

14 dages gratis prøveperiode

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Start prøveperiode