Ser man på de seneste ti år, er det et gennemgående træk, at de tre kommuner i landsdelen ligger i den tunge ende af DI’s måling. Der har været enkelte lysglimt, men bundplaceringerne har været tilbagevendende og tendensen ret klar. Vordingborg er på tre år styrtdykket fra nummer 55 til nummer 86. Guldborgsund er faldet fra 35 til 58 på bare ét år. Og selv om Lolland har forbedret sig lidt, er kommunen stadig nummer 61, altså solidt placeret i den nederste tredjedel.
Målingen er baseret på både statistiske data og svar fra virksomheder i hele landet. I år har mere end 7.500 virksomheder deltaget, og de har vurderet deres kommune på områder som dialog med erhvervslivet, byggesagsbehandling, adgang til arbejdskraft og infrastruktur. Resultaterne er kombineret med officielle nøgletal, så billedet bliver så bredt som muligt. Hver kommune vurderes ud fra fire hovedkategorier, der vægter lige meget: erhvervsvenlighed og dialog, infrastruktur og energi, uddannelse og arbejdskraft samt kommunal administration. I alt 91 kommuner er med i undersøgelsen – de syv mindste er udeladt, fordi der ikke kunne indsamles nok svar til at give et retvisende resultat
Guldborgsund taber fodfæste
Guldborgsund oplevede sidste år en af sine bedste placeringer i nyere tid. I år falder kommunen 23 pladser tilbage. Den svageste kategori er uddannelse og arbejdskraft, hvor Guldborgsund ligger som nummer 83 ud af 91.
Kommunen har fået styrket bredbåndsdækningen og ser en stigende andel unge, der vælger erhvervsuddannelser. Men når man ser på det samlede uddannelsesniveau og adgangen til kvalificeret arbejdskraft, er det stadig en stor udfordring for erhvervslivet.
Lolland rykker frem
Lolland går tre pladser frem og lander som nummer 61. Det er især byggesagsbehandlingen, der trækker op. På et år er sagsbehandlingstiden næsten halveret, og virksomhedernes tilfredshed er steget markant. Samtidig har kommunen forbedret indsatsen for at tiltrække internationale medarbejdere og ligger her i top-ti på landsplan.
Samlet placering i DI’s måling
| Kommune |
2024 |
2025 |
Udvikling |
| Guldborgsund |
35 |
58 |
▼ -23 pladser |
| Lolland |
64 |
61 |
▲ +3 pladser |
| Vordingborg |
81 |
86 |
▼ -5 pladser |
Kilde: DI, Lokal Erhvervsvenlighed 2025
- Det er glædeligt, at Lolland Kommune nu igen bevæger sig i den rigtige retning. Resultaterne viser, at virksomhederne især anerkender indsatsen på arbejdsmarkedsområdet og i den kommunale administration. Det er et klart signal om, at dialogen virker, og at der er taget konkrete skridt for at understøtte erhvervslivet, siger Johnny Hansen, bestyrelsesleder i DI Lolland-Falster.
Han tilføjer, at der stadig er udfordringer med uddannelsesniveauet og tilstrækkelig arbejdskraft, men at samarbejdet mellem kommune og virksomheder giver et bedre udgangspunkt end tidligere.
Vordingborg styrtdykker
Vordingborg har på tre år mistet over 30 pladser og er nu nummer 86. Kommunen ligger dermed blandt de seks dårligst placerede i landet. Virksomhederne oplever, at dialog og planlægning halter, og at sagsbehandlingen ikke fungerer optimalt.
- Det er bekymrende, at vi ser et markant fald over en kort årrække. Vordingborg har alle forudsætninger for at skabe bedre vilkår for erhvervslivet – men det kræver, at vi sætter turbo på samarbejdet om de områder, som virksomhederne oplever som de største barrierer, siger Klaus Rønholt, bestyrelsesleder i DI Sydsjælland.
Han peger samtidig på, at Vordingborg har styrket digital infrastruktur og oplever en stigning i andelen af unge, der vælger erhvervsuddannelse.
Fælles udfordringer
Ser man på tværs af de tre kommuner, er det tydeligt, at arbejdskraft og uddannelse er det svageste led. Guldborgsund og Lolland har blandt landets laveste andele af voksne med uddannelse ud over grundskolen, mens Vordingborg kæmper med høj udpendling og lav erhvervsfrekvens.
Kommunal planlægning og administration er et andet problemfelt. Mens Lolland har forbedret byggesagsbehandlingen, opleves Vordingborgs proces som langsommere, og Guldborgsund ligger fortsat blandt de lavere placerede, selv om tilfredsheden er steget lidt.