Som tidligere beskrevet her på FemernReport, så foreslår Landskrona Kommune i regi af projektet Europaspåret, at der bygges en tunnel fra Landskrona til København for at sikre tilstrækkelig jernbanekapacitet til godstog over eller under Øresund, når Femerntunnelen åbner. Det er imidlertid ikke det eneste forslag om en yderligere fast forbindelse over Øresund.
Strategisk analyse af HH2030
Siden 2001 har Helsingør og Helsingborg kommuner i konstellationen HH2030 arbejdet for at etablere en fast forbindelse mellem de to byer, og i januar 2021 blev der offentliggjort en såkaldt ”strategisk analyse” af tekniske forhold, finansieringsmuligheder, trafikale og socioøkonomiske effekter af en sådan forbindelse. Siden skulle der afholdes valg til Folketinget i Danmark og også til Riksdagen i Sverige, og det satte den politiske proces på pause.
Har gennemført markedsdialog
Nu er processen så på skinner igen, i hvert fald i Sverige, og Helsingborg Kommune har gennemført en såkaldt markedsdialog. Her har man spurgt blandt andet entreprenører, tekniske rådgivere og mulige finansieringspartnere om, hvordan man kommer videre med et sådant projekt.
– Vi sidder lige nu og er i gang med en sammenfatning af den markedsdialog, som vi vil sende til Trafikverket til marts, siger Sten Hansen, der er infrastrukturstrateg i Helsingborg Kommune.
Fokus på personer frem for gods
HH2030-projektet er fokuseret på lokal- og regional persontrafik hen over Øresund. Derfor vil den ikke som sådan kunne bruges til at aflaste den eksisterende Øresundsforbindelse. Øresundbrokonsortiet har forudsagt, at trafikken med godstog stiger med 200-300 procent, når Femernbælttunnelen åbner i 2029. De mange ekstra godstog vil imidlertid ikke kunne køre på Kystbanestrækningen mellem Helsingør og København, da der ikke er tilstrækkelig kapacitet til andet end passagertog.
Udover Europaspårets og HH2030’s projekt, så arbejder Københavns og Malmö kommuner også med et forslag om en metrolinje mellem de to byer.