Fredag eftermiddag offentliggjorde Sund & Bælt den miljøkonsekvensvurdering, der beskriver virkningerne på klima og miljø, hvis FLC’s elementfabrik i Rødbyhavn skal bevares, når Femerntunnelen er bygget færdig.
Den 284 sider lange rapport er umiddelbart positiv læsning for de mange, der gerne ser, at elementfabrikken bliver liggende og i fremtiden skal fremstille betonelementer til andre infrastruktur- og energiprojekter.
Mange fordele ved at bevare
Helt overordnet vurderer Sund & Bælt, at der er mange fordele ved at bevare fabrikken i Rødbyhavn. Det er blandt andet økonomiske-, miljømæssige- og tidsmæssige fordele samt ikke mindst muligheden for at bevare arbejdspladser på Lolland. Derudover peger rapporten på bæredygtighedsaspektet ved genbrug af elementfabrikken i stedet for at rive den ned og eventuelt byge en ny et andet sted.
En fortsat drift af elementfabrikken på Lolland vil således gøre fremtidige megaprojekter billigere og hurtigere. Der er også allerede etableret infrastruktur til fabrikken i form af for eksempel arbejdshavn, veje, vand- og energiforsyning, så det behøver man heller ikke at tænke på i eventuelle fremtidige projekter.
Fordel for erhvervslivet
Lokalt vil erhvervslivet på Lolland-Falster også kunne drage fordel af en elementfabrik i fremtiden – blandt andet i form af underleverancer og efterspørgsel på varer og tjenesteydelser fra fabrikkens medarbejdere. Samtidig vil de lokale og regionale kompetencer, der er opbygget i kraft af Femernprojektet, kunne fastholdes.
Minimale virkninger på miljøet
I forhold til de konkrete virkninger på miljøet, hvis elementfabrikken bevares, så beskriver Sund & Bælts rapport dem i det store hele som minimale og uden stor betydning. Miljøkonsekvensvurdering fra Sund & Bælt bygger videre på den vurdering, der ligger til grund for anlægsloven om Femernprojektet. Og overordnet er konklusionen, at de foranstaltninger, der allerede er taget i den oprindelige anlægslov, er tilstrækkelige.
Dyrelivet påvirkes ikke
Planter, frøer, padder, fugle og pattedyr til lands vil ikke lide under en permanentgørelse af fabrikken. Heller ikke havpattedyr som marsvin og sæler, fisk, skaldyr eller havplanter og alger vil få det hverken værre eller bedre af, at fabrikken bevares, kan man læse af rapporten.
Skal etablere søer
I forhold til åer, vandløb og søer i området, så er der heller intet der tyder på, at en permanentgørelse af fabrikken vil give problemer. Der vil dog skulle etableres et par søer, der ellers var planlagt reetableret ved fabrikkens nedtagning.
Friluftslivet forringes
I den oprindelige anlægslov er der taget højde for, at det lokale natur- og friluftsliv vil blive mærkbart forringet af tunnelfabrikken. Det bliver blandt andet løst med erstatningsnatur, og en forlængelse af fabrikkens levetid vurderes ikke, at have nogen væsentlig betydning.
Støj under grænsen
Produktion af betonelementer vil medføre en del støj. Også det er der allerede taget højde for i den oprindelige anlægslov – blandt andet ved etablering af støjvolde. Derudover vurderes det, at afstanden mellem fabrikken og lokale beboelser er så stor, at støjen ikke vil komme over de 40 decibel, der svarer til baggrundsstøjen i et villakvarter langt fra store veje. Forskellen er dog naturligvis, at denne støj ved en en permanentgørelse af fabrikken vil fortsætte også efter 2029. Støjgrænsen i et erhvervsområde ligger normalt ved 70 decibel.
Betydelig CO2-udledning
På klimaområdet vurderes elementfabrikken at bidrage med en betydelig CO2-udledning. Udledningen kommer fra selve produktionen af betonelementer og cementfremstilling med videre. Her gør det dog ingen umiddelbar forskel at gøre fabrikken i Rødbyhavn permanent. CO2-udleningen fra cementproduktionen kommer ikke fra fabrikken på Lolland, men fra cementleverandøren. Og den øvrige udledning som følge af elementproduktion vil komme, hvad enten elementerne produceres i Rødbyhavn eller et andet sted.
300 tons CO2 i 2030
I 2020 var vurderingen, at elementfabrikkens drift og vedligehold vil udlede maksimalt 6.400 ton CO2. Det vil ifølge rapporten i mindre til moderat omfang påvirke Lolland Kommunes mulighed for at nå reduktionsmålene på 70 procent i 2030. Denne påvirkning forventes dog at blive reduceret helt ned til cirka 300 tons i år 2030.
Alt i alt konkluderer rapporten fra Sund & Bælt, at elementfabrikken i Rødbyhavn godt kan gøres permanent uden væsentlige påvirkninger af miljøet.
Høring og borgermøde
Miljøkonsekvensvurderingen er nu sendt i offentlig høring indtil 18. august i år. Der afholdes borgermøde i Rødbyhavn om miljøkonsekvensvurderingen onsdag den 9. august i år.