Udsigtsplatformen ved Femernprojektet i Rødbyhavn er blevet for lille, og der er i realiteten kun udsigt til jordvolde og tunnelfabrikkens tage. Derfor blev et nyt udsigtspunkt kaldet ”Pilen”, designet af Arup Arkitekter, sendt i udbud i april 2023.
Dengang bød fire entreprenører på opgaven, men ingen af buddene kom igennem nåleøjet hos Femern A/S, fordi de var for dyre.
Nu er det nye udbudsmateriale fra bygherren klar, og her er der både hakket hæle og klippet tæer for at få prisen ned i et leje, der er foreneligt med Femernprojektets anlægsprojekt.
Direkte fundering i stedet for pæle
I det oprindelige udbud stod der, at ”Pilen” skulle anlægges på pælefundering, fordi jordbundsforholdene var for ustabile til andet. Af det nye udbud fremgår det, at der skal bruges direkte fundering. Dette er sandsynligvis udtryk for, at tiden har fået det opgravede materiale til af sætte sig bedre, så pælene ikke længere er nødvendige. Pælefundering er både dyrere og mere kompliceret end direkte fundering, og dermed er der penge at spare ved at skifte metode.
Betonplader i stedet for pæle
Et andet sted, der kan spares penge, er ved at anlægge stierne på betonplader i stedet for på betonbjælker, som der var lagt op til i det oprindelige udbud. Betonbjælker kræver nøjagtig fremstilling og placering og kan være tunge at manøvrere. Betonplader, derimod, er lettere at håndtere og installere. Det betyder, at man kan spare tid og penge på arbejdskraft og udstyr.
Belysningsarmaturer fjernet
De sidste par år har lært os alle sammen at spare på strømmen – herunder på lyset. Det har Femern A/S også fået øjnene op for. I det oprindelige udbud skulle ”Pilen” oplyses af armaturer. Denne detalje er helt taget ud i det nye udbudsmateriale. Det giver både en direkte besparelse på materialer og installation, men det reducerer også driftsomkostninger til elektricitet og vedligeholdelse. Der ligger selvsagt også visse miljø- og klimagevinster, idet det reducerer energiforbruget.
Fra egetræ til varmebehandlet træ
Oprindelig var det tanken, at de nysgerrige besøgende skulle gå på stier af egetræsplanker. Egetræ er kendt for holdbarhed og æstetiske kvaliteter, men det er også dyrere end andre træsorter. Derfor er lægger udbudsmaterialet nu op til, at der skal bruges varmebehandlet træ i stedet. Det er billigere end egetræ, men har stadig en god holdbarhed.
Justeret udbudsmateriale
Udover de specifikke ændringer i forhold til materialer og teknik, så har udbudsmaterialet også fået en generel, juridisk overhaling. Det betyder, at en række punkter i materialet er blevet præciseret, så der ikke skal spildes tid på at diskutere dem.
Sidste frist for at give et tilbud på entreprisen er 3. november 2023 klokken 10:00.
Læs udbudsmaterialet her.