Det, der i lang tid har lignet et teknisk efterslæb i elnettet, er nu blevet afsløret som et politisk og administrativt svigt med betydning for grøn omstilling, investeringer og statens troværdighed. Det er den egentlige betydning af den beretning om Energinets udbygning af elnettet, som Rigsrevisionen har afleveret, og som Statsrevisorerne har kommenteret.
For den handler ikke bare om kabler, transformerstationer og tunge processer. Den handler om, at statens eget energiselskab har så store problemer med at få udbygget en helt afgørende del af infrastrukturen, at Statsrevisorerne kalder styringen kritisabel. Samtidig får Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet kritik for at have reageret for sent, selv om advarslerne har været tydelige længe.
Det gør sagen større end en almindelig historie om forsinkelser. Det gør den til en sag om ansvar. Og midt i den sag står ét tal som det mest brutale billede på problemets omfang. 2080.
Lang vej til et gennembrud
Rigsrevisionen skriver, at Energinet i øjeblikket færdiggør omkring 120 km elnet om året. Hvis målet frem mod 2050 skal nås, skal tempoet op på cirka 250 km om året de næste 25 år. Ellers vil udbygningen ikke være færdig i 2050, men nærmere i 2080. Det er svært at forestille sig en mere kontant illustration af, hvor langt udviklingen er gledet fra de politiske ambitioner.
Det opsigtsvækkende er ikke kun selve regnestykket. Det er også, at beretningen ikke efterlader læseren med nogen stærk fornemmelse af, at den nødvendige acceleration er lige om hjørnet. Energinet står ikke lige foran et gennembrud.
Det er også derfor, kritikken bider så hårdt. For forsinkelserne er ikke små udsving i et kompliceret anlægsprogram. Omkring 70 pct. af Energinets projekter er forsinkede. De forsinkede projekter tager i gennemsnit cirka 80 pct. længere tid end forventet. Og de projekter, der ikke er forsinkede, er ifølge Statsrevisorerne generelt nystartede. Det peger på et gennemgående mønster.
Når en så stor del af porteføljen skrider, og når forsinkelserne ovenikøbet vokser, er det svært at fastholde fortællingen om, at der blot er tale om et system under pres. Så er der tale om et system, der ikke fungerer godt nok.
Energinet kommer løbende med forklaringer. Myndighedsbehandling. Interne forhold. Netkunder, der skal tilsluttes. Flaskehalse. Ressourcepres. Mere komplekse projekter. Meget af det kan være rigtigt. Noget af det er sikkert rigtigt. Men det er netop her, Rigsrevisionens kritik rammer hårdest.
Kan man selv løse det?
Problemet er ikke, at der mangler forklaringer. Problemet er, at forklaringerne er for overordnede og for uklare til at fungere som et reelt styringsredskab. Rigsrevisionen skriver, at årsagerne ikke er entydige og ikke tydeligt viser, hvordan Energinet konkret kan sætte ind for at undgå fremtidige forsinkelser. Myndighedsbehandling kan dække over flere forskellige forhold. Interne forhold i Energinet kan dække over alt fra kompetencer til processer og prioriteringer. Dermed bliver forklaringerne også sværere at omsætte til handling.
En organisation kan godt være god til at forklare sine problemer uden at være god til at løse dem. Og når Rigsrevisionen i praksis siger, at Energinet kun delvist har overblik over baggrunden for forsinkelserne, er det svært ikke at læse det som en kritik af selve ledelsesgrebet om opgaven.
Det stopper imidlertid ikke hos Energinet. Beretningen er også en alvorlig påmindelse om, at ministeriet har siddet med et ansvar, som ikke er blevet forvaltet hurtigt nok. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet blev allerede i marts 2023 orienteret om, at cirka 40 pct. af projekterne var forsinkede. Senere blev ministeriet flere gange orienteret om, at elnettet var historisk hårdt ramt af forsinkelser og fordyrelser. Alligevel konkluderer Rigsrevisionen, at ministeriet reagerede for sent på de oplysninger, det fik gennem sit tilsyn.
Det er den del af sagen, der gør den politisk farlig. For en ny minister på området bliver det her ikke bare endnu en vanskelig driftsopgave. Det bliver en sag, hvor revisionsmyndighederne allerede har slået fast, at der både er problemer i selskabets styring og i ministeriets tilsyn. Den minister, der sætter sig i stolen efter regeringsforhandlingerne, arver derfor ikke kun et presset elnet. Ministeren arver også et dokumenteret systemsvigt.
Hvad betyder det for erhvervslivet?
For erhvervslivet er sagen helt konkret. Hvis elnettet ikke bliver udbygget hurtigt nok, bliver det vanskeligere at gennemføre investeringer i datacentre, Power-to-X, grøn industri, elektrificering og nye produktionsanlæg. Det gælder i hele landet, men det mærkes særligt hårdt i områder, der har positioneret sig på grøn energi og energitunge investeringer. Altså her.
Danmark har i årevis levet højt på forestillingen om, at grøn strøm, elektrificering og stabile rammer kunne tiltrække nye virksomheder og store investeringer. Men den fortælling bliver sværere at holde oppe, hvis den infrastruktur, som skal bære det hele, ikke kommer i tide. Og hvis staten ovenikøbet ikke formår at styre udbygningen af den, begynder troværdigheden at slå revner.
Her bliver beretningen endnu mere interessant. For ministeriet har ikke beregnet, hvad Energinets forsinkelser betyder for CO2-udledningen eller for tilslutningen af nye solcelle- og vindmølleparker. Ministeriet oplyser, at det ikke er muligt at skønne, hvad forsinkelserne betyder for CO2-udledningen, blandt andet fordi konsekvenserne kan trække i flere retninger. Ministeriet peger på, at Danmark i Klimastatus og -fremskrivning 2025 havde en forventet overopfyldelse på cirka 1,5 mio. ton CO2, og vurderer, at forsinkelserne samlet set ikke vil forhindre opfyldelsen af 70 pct.-målet i 2030.
Når staten kritiseres for alvorlige forsinkelser i den infrastruktur, der skal bære den grønne omstilling, men ikke sætter præcise tal på konsekvenserne, er det nærliggende at læse det som et udtryk for, at man ikke ønsker at få problemet målt alt for skarpt op. Det er min analyse. Men den næres af, at Rigsrevisionen direkte anbefaler ministeriet at undersøge konsekvenserne nærmere for at skabe overblik over forhold, der kan påvirke klimamålet frem mod 2030.
Stor bunke til ny minister
Danmark vil elektrificere mere, tiltrække mere grøn industri og bygge mere vedvarende energi. Men hvis elnettet først følger med årtier senere, bliver de politiske mål, erhvervsplanerne og investeringsløfterne tilsvarende mere usikre.
I den forstand er Rigsrevisionens beretning ikke bare en hård kritik af Energinet. Den er en advarsel om, at en af den grønne omstillings vigtigste forudsætninger er blevet svagere, end staten selv længe har villet erkende.
Og regningen er sendt videre. Til en ny minister, der får en af de største opgaver for den nye regering. Til virksomheder, der venter på kapacitet. Til investorer, der kræver sikkerhed. Og til en grøn omstilling, som er helt afhængig af, at nogen ikke bare taler om udbygning, men faktisk gennemfører den.
