Analyse: Hvem vinder kapløbet om at blive industripark?

Staten har sat sig for at udpege fem industriparker i Danmark. De fem områder bliver særligt udpegede zoner, hvor produktionsvirksomheder får forrang – ikke bare i form af fysisk plads, men også adgang til en statslig “rød løber”: hurtigere sagsbehandling, en fast kontaktperson i Erhvervsstyrelsen og mulighed for, at staten overtager visse godkendelser fra kommunerne, hvis det giver mere tempo.

Altså enhver vækstivrig kommunes våde drøm. Og derfor er der også mange, der kommer til at lægge billet ind på at blive udpeget som en af de fem industriparker.

Det hele er bundet sammen i en ny lov, der skal sikre, at Danmark også i fremtiden kan tiltrække produktion – både grøn, teknologisk og kapitaltung. For kommuner, der bliver valgt, kan det få stor betydning. Ikke bare for erhvervslivet, men for beskæftigelse, investeringer og troen på fremtiden.

Lolland Kommune har allerede budt sig til. Planerne for Femern Port & Industrial Park i Rødbyhavn er konkrete. Området tager udgangspunkt i den nuværende tunnelelementfabrik, der blev opført i forbindelse med Femern Bælt-forbindelsen. Når tunnelelementproduktionen slutter omkring 2027-28, vil arealet og faciliteterne kunne omdannes til industripark i flere faser. I alt er der tale om op mod 750 hektar, hvoraf 200 allerede er bebygget og klar. Resten skal udbygges gradvist. Fase 1 alene omfatter nye kajanlæg, tunglastområder og adgang til 100.000 kvadratmeter oplag, med en samlet estimeret investering på 350 millioner kroner. Faserne 2 og 3 omfatter opkøb af yderligere landbrugsjord og udbygning af vej- og havneinfrastruktur, og det samlede anlægsbudget forventes at løbe op i over én milliard kroner. Målet er at tiltrække både statslige infrastrukturprojekter, grøn industri og forsvarsrelateret produktion – alt sammen med udgangspunkt i havnens unikke placering tæt på Tyskland og uden bymæssige begrænsninger. 

Reel konkurrence

Men det er ikke ensbetydende med, at en industripark med rød løber-ordning lander på Lolland. Der er konkurrence, og den er reel. Næstved og Vordingborg har meldt sig med et fælles bud på en industripark i området mellem Bårse og Tappernøje – også tæt på motorvej, havn og jernbane og med relativt kort afstand til både København og Fyn. Og samtidig så tæt på Femern-forbindelsen, at man fra Regeringens side godt kan tjekke den del af. For hvorfor bygge en fast forbindelse til 55 milliarder kroner (i 2020-tal), hvis man ikke vil gøre, hvad man kan for at understøtte erhvervsudviklingen i området? Men området, der bliver påvirket af Femern-forbindelsen, er stort og strækker sig uden tvivl til Sydsjælland.

Holbæk Kommune har gjort det samme og peger på områder ved Regstrup og Jyderup. Fælles for konkurrenterne er, at de ligger centralt på Sjælland og allerede har en vis erhvervstyngde. Det kan være en fordel i forhold til at sikre hurtig tiltrækning af virksomheder. De har også nemmere adgang til arbejdskraft, hvilket staten har understreget som et centralt kriterie.

Mens det langsomt, men sikkert er piblet frem med kandidater fra Østdanmark, har Vesthimmerlands Kommune har også meldt sig i kapløbet om en industripark. Kommunen foreslår, at parken placeres ved Holme nær Aars, hvor der i forvejen planlægges en stor energipark med vindmøller, solceller og power-to-x-anlæg. Området rummer både areal, grøn strøm og kort afstand til uddannelser og arbejdskraft fra byer som Aalborg, Hobro og Viborg. Kommunen ser muligheden som et løft til hele regionen – og som en måde at koble industriproduktion direkte til grøn energiforsyning. Også her slår man på adgangen til arbejdskraft. Og det bringer os til en af de udfordringer, industriparken på Lolland skal kunne håndtere.

En forudsætning mangler

Det er ikke nok at have plads og strøm. Der skal også være mennesker, der kan fylde virksomhederne ud – og helst med de rigtige kompetencer. Kvalificeret arbejdskraft er ikke bare en del af vurderingen, det er en forudsætning for, at en industripark får den ønskede effekt. Her har man ikke samme styrkeposition som flere af konkurrenterne. Området har en arbejdsstyrke, men den er ikke i høj grad præget af teknikere, faglærte og operatører. Uddannelsesmulighederne i regionen er begrænsede, og pendlerafstanden til store uddannelsesbyer er lang. Det betyder, at Lolland Kommune – og virksomhederne selv – skal kunne vise, hvordan man vil tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Kan man samarbejde med uddannelsesinstitutioner uden for området? Er der planer for opkvalificering? Kan man trække arbejdskraft fra Nordtyskland, fra Sjælland eller helt andre steder fra? Det er ikke nok at pege på en god placering. Der skal være en plan for, hvordan man får hænder og hoveder til at følge med.

Svaret på den manglende arbejdskraft har hele tiden været den faste forbindelse til Tyskland. Lønningerne i Danmark er høje i forhold til Tyskland, og den reducerede rejsetid er markant. Så der er ingen tvivl om, at mange tyskere vil blive lokket til den sydlige del af Ø-Danmark, når Femern Bælt-forbindelsen står klar. Derfor er enhver snak om mulige forsinkelser også gift for drømmen om en industripark.

Mange ting i spil

Samtidig er det værd at hæfte sig ved, at udpegningen ikke kun bliver et spørgsmål om teknik. Den bliver også politisk. Staten lægger vægt på geografisk fordeling. Det er ikke tanken, at alle fem industriparker skal ende i de mest udviklede egne. Industriparkerne skal være en løftestang, der skal skabe vækst, hvor der ikke er det. Og det taler umiddelbart for, at mindst én af industriparkerne bør ligge i en egn som Lolland-Falster. Spørgsmålet er så, om det bliver her eller i fx Nordjylland. For konkurrencen er ikke kun regional – den er landsdækkende. Oveni det kan det politiske landkort også spille ind. Erhvervsministeren hedder Morten Bødskov, og han er socialdemokrat. Det er Holger Schou Rasmussen (Lolland), Mikael Smed (Vordingborg), Carsten Rasmussen (Næstved) og Christina Krzyrosiak Hansen (Holbæk) også. Og selv om der med stor sikkerhed kun er ét af de tre bud, der får en industripark, kender man Christiansborg dårligt, hvis man tror, at Lars Løkke (M) og Troels Lund Poulsen (V) lader alle industriparker lande i socialdemokratiske højborge. Der er også Venstre-højborge, og det bliver der også skelet til. Her står man stærkt i Vesthimmerland med et byråd, der er ligeså blåt, som København er rødt.

Fristen er 15. maj

Hvis Lolland skal gøre sig gældende, kræver det, at man leverer en ansøgning, der både er realistisk og ambitiøs. Den skal vise, at arealet er klar, at der er lokal politisk opbakning, at der er vilje til at handle – og at der er en gennemtænkt plan for arbejdskraft og myndighedsbehandling. Hvis det lykkes, er der gode argumenter for, at netop Lolland-Falster skal være en del af næste kapitel i Danmarks industripolitik. Ikke bare fordi der er brug for udvikling i området, men fordi en industripark på Lolland kan blive et konkret og bæredygtigt svar på det, staten selv efterspørger: grøn produktion, adgang til internationale forbindelser og bedre balance i Danmark.

Industriparken ved Rødbyhavn skal nok blive realiseret, men det store spørgsmål er, om den bliver en del af rød løber-ordningen og dermed giver hele området et liv i overhalingsbanen med alle de fordele, der følger med. Der er virkelig mange ting, der taler for. Alene antallet af prominente politikere, der kommer forbi Rødbyhavn, er et vink med en vognstang.

Indtil videre er der tre bud øst for Storebælt og kun et vest for. Det vil helt sikkert se anderledes ud, når ansøgningsfristen udløber 15. maj. I Midt- og Vestjylland har man i et debatindlæg drillende sagt, at man i deres område sagtens kunne sætte sig på alle fem industriparker.