Bankernes gebyrer og renter er steget markant de seneste år og lægger et stigende pres på små og mellemstore virksomheder, viser en ny analyse fra SMVdanmark.
Ifølge analysen er bankgebyrerne steget 38,6 pct. siden 2015. Samtidig er virksomhedernes renteudgifter til realkredit mere end fordoblet siden 2021 – en udvikling, som ifølge SMVdanmark ligger langt over inflationen i samme periode.
- Det er en voldsom udvikling, og det rammer især de mindre virksomheder, som har mindre tid og færre muskler til at forhandle bedre vilkår sammenlignet med de store virksomheder, siger underdirektør Alexander Søndergaard, der har ansvar for politik og analyse i SMVdanmark.
Manglende konkurrence
Analysen peger også på en høj rentemarginal i bankerne. Virksomheder betaler i gennemsnit 5,8 pct. i rente på lån, men får kun 2,1 pct. på indskud. Det efterlader ifølge SMVdanmark virksomhederne med et stort tab i renteindtægter, mens bankerne styrker indtjeningen.
SMVdanmark kalder udviklingen et tegn på, at konkurrencen på bankmarkedet ikke fungerer tilfredsstillende, og efterlyser større gennemsigtighed samt skærpet konkurrence i bank- og realkreditsektoren.
Organisationen opfordrer til, at erhvervsministeren stiller krav om mere åbenhed og reel konkurrence, hvis ikke bankerne selv ændrer kurs, da de stigende finansielle omkostninger ifølge SMVdanmark kan bremse virksomhedernes investeringer og vækst.