Business Lolland-Falster får nøglerolle i resortplaner

Business Lolland-Falster får ansvar for fremdrift i det nye ferie- og oplevelsesområde ved Marielyst, hvor investorer, økonomi og indhold endnu er uafklaret.

Guldborgsund Kommune vil udvikle et nyt ferie- og oplevelsesområde i Marielyst. Arkivfoto: Anders Knudsen
Offentliggjort Sidst opdateret
Direktør Mikkel Wesselhoff, Business Lolland-Falster. Foto: Ingrid Riis

Business Lolland-Falster får en nøglerolle i arbejdet med at udvikle et nyt ferie- og oplevelsesområde ved Marielyst. Organisationen skal fungere som tovholder i et partnerskab med Guldborgsund Kommune og to store aktører på ejendomsmarkedet - men uden selv at blive ejer af projektet.

Det fortæller adm. direktør i Business Lolland-Falster, Mikkel Wesselhoff.

- Vi er tovholder på partnerskabet. Det betyder, at vi er med til at sikre fremdrift i processen og sammen med de øvrige parter arbejder på at tiltrække både investorer og operatører, siger han.

Ifølge pressemeddelelsen fra kommunen skal Nordicals og Nybolig Development Enemærke & Henriksen bidrage med erfaring fra Leisure-markedet, mens Business Lolland-Falster skal være med til at samle trådene i projektet.

Skal bane vejen

Selvom Business Lolland-Falster omtales som en aktiv del af udviklingen, understreger Mikkel Wesselhoff, at organisationen hverken skal eje eller drive et kommende ferieområde.

- Det er ikke kommunen, og heller ikke os, der skal eje projektet. Det er investorer, der på sigt skal overtage det, hvis det bliver realiseret, siger han.

Business Lolland-Falsters rolle ligger ifølge direktøren i forlængelse af organisationens arbejde med andre store investeringer i landsdelen, blandt andet industriparken ved Rødby Havn, datacenterprojektet på Nordfalster og udvikling i Nakskov Havn.

- Det er projekter, som vores bestyrelse har udpeget som strategisk vigtige frem mod Femern-forbindelsen. Det handler om at sikre, at Lolland-Falster bliver et sted, man kører til - og ikke bare hen over, siger han.

Positive dialoger

En af de centrale bekymringer blandt borgere og naboer har været, hvad der sker, hvis ingen investorer melder sig på banen. Her afviser Mikkel Wesselhoff, at projektet er grebet ud af den blå luft.

- Når vi tager det her skridt, er det, fordi vi har en forventning om, at der er interesse i markedet. Vi har haft positive dialoger med både danske og internationale aktører, siger han.

Hvem de aktører er, vil han dog ikke sætte navn på.

- Vi er i en indledende fase, og derfor kan jeg ikke nævne konkrete navne. Men interessen er der, understreger han.

Han erkender samtidig, at der naturligvis findes risikoscenarier, men at de drøftes internt i partnerskabet.

Tid og ressourcer

På spørgsmålet om økonomien i Business Lolland-Falsters engagement forklarer Mikkel Wesselhoff, at organisationen ikke har et særskilt budget knyttet til projektet.

- Vi arbejder ikke med et fast beløb på den måde. Det er primært tid og medarbejderressourcer, vi prioriterer, siger han.

Ifølge direktøren befinder projektet sig fortsat på et tidligt stadie, hvor fokus i første omgang er på dialog, afklaring og afdækning af interesse. Samtidig understreger han, at arbejdet med at realisere projektet har høj prioritet.

Informationsmøde i maj

Som næste skridt i processen inviterer partnerskabet til et åbent informationsmøde i slutningen af maj, hvor både borgere, erhvervsdrivende og andre interesserede kan høre mere om planerne og komme med input.

- Det er vigtigt for os, at der sker en tidlig involvering. Projektet skal passe til Marielyst - ikke omvendt, siger Mikkel Wesselhoff.

Hvornår der kan præsenteres mere konkrete planer om indhold, udformning og bygherre, vil han endnu ikke sætte tid på.

- Det afhænger af, hvordan dialogen udvikler sig, og hvem der i sidste ende kan og vil løfte projektet, siger han.