FOR ABONNENTER

Ekspert: Fusion mellem Lollands Bank og Møns Bank giver god mening

Bankekspert Lars Krull mener, at de to banker vil stå stærkere sammen, men understreger, at det kræver vilje – for begge banker tjener allerede gode penge hver for sig.

At Møns Bank og Lollands Bank skulle ende med at fusionere ville give god mening.
Offentliggjort Sidst opdateret

En fusion mellem Lollands Bank og Møns Bank ville være et naturligt skridt, hvis de to banker selv vil det. Sådan lyder vurderingen fra bankekspert og seniorrådgiver ved Aalborg University Business School, Lars Krull.

- Det giver god mening for dem at gå sammen. Men det her er to solide og veldrevne banker, der gør det godt hver for sig. Så der skal være en vilje hos dem til at gøre det, hvis det skal ske, siger han.

De to banker

Lollands Bank

  • Stiftet i 1907 med hovedsæde i Nakskov.

  • Filialer på Lolland, Falster og Sydsjælland.

  • Resultat 2024: Overskud efter skat på 99 mio. kr. (131,3 mio. kr. før skat), mod 142,3 mio. kr. året før.

  • Basisindtjening faldt til 90,2 mio. kr. fra 110,4 mio. kr. i 2023.

  • Egenkapitalforrentning efter skat: 11,3 pct. (14,1 pct. året før).

  • Forventer i 2025 et resultat før skat på 60–80 mio. kr.

Møns Bank

  • Grundlagt i 1877 med hovedsæde i Stege.

  • Filialer i Næstved, Vordingborg, Præstø og Rønnede – og snart i Køge.

  • Resultat 2024: Overskud før skat på 107 mio. kr., lidt under rekordåret 2023 (114 mio. kr.).

  • Ny treårig vækststrategi med fokus på mindre og mellemstore erhvervskunder.

  • Forventer i 2025 et resultat før skat på 40–70 mio. kr.

Udmeldingen kommer i kølvandet på, at SJF Banks direktør, Lars Petersson, i et interview med Finanswatch har sagt, at han gerne ser de to banker fusionere – med SJF,  tidligere Sparekassen Sjælland-Fyn - som venligsindet hovedaktionær. SJF Bank ejer knap 25 procent af Lollands Bank og mere end 10 procent af Møns Bank.

Ifølge Petersson er tanken, at en større enhed kan holde omkostningsprocenten nede og skabe mere værdi for aktionærerne.

Motiverne bag 

Lars Krull vurderer, at SJF Banks interesse i en fusion også handler om værdien af egne investeringer. 

- De tror på, at de vil kunne få en større aktieværdi. Altså flere penge ud af deres investering, siger han.

Han peger samtidig på, at en sammenlægning vil give mulighed for at tage større risici og dermed tilbyde kunderne – især erhvervs- og landbrugskunder – bedre rammer. 

- En større bank kan tage større risici, og det er en fordel for alle erhvervsdrivende. Så en større bank giver flere muligheder for landbrugene, siger han.

To banker i plus 

At forslaget overhovedet er på bordet skyldes ikke, at de to banker bløder. Tværtimod. Lollands Bank leverede i 2024 et resultat før skat på 131,3 mio. kr. og et overskud efter skat på 99,0 mio. kr. Basisindtjeningen faldt fra 110,4 mio. kr. til 90,2 mio. kr., men banken voksede i både udlån og indlån. For 2025 forventer banken 60-80 mio. kr. før skat som følge af lavere markedsrenter.

Møns Bank står også stærkt. 2024 endte med et resultat før skat på 107 mio. kr. — en anelse under rekordåret 2023, men bedre end forventet. Banken peger på positive renteeffekter, lavt niveau af nedskrivninger og en solid basisdrift. Samtidig er en treårig vækststrategi i gang med fokus på mindre og mellemstore erhvervskunder, og banken har annonceret en ny filial i Køge som led i ekspansionen.

Hvad taler imod?

Når begge banker tjener penge, bliver en fusion et strategisk valg, ikke en redningsplanke. Det er også sådan, Lars Krull ser det: 

- Det er to små banker, der måske vil fusionere. En lille ting i bankverdenen, men en stor ting for dem, det er tæt. 

Og hvad taler imod? 

- Ingenting. Det kan være allerhøjest være nogens stolthed. Det giver god mening ud fra et forretningssynspunkt.

Logikken i en sammenlægning ligger især i tre forhold. For det første skala: samlet balance, styrket kapital og mulighed for at løfte større engagementer. For det andet effektivitet: en fælles platform kan på sigt presse omkostningsprocenten ned — et centralt argument i Peterssons udmelding. For det tredje markedsposition: en fælles bank kan stå stærkere i konkurrencen om erhverv, ikke mindst landbruget, hvor efterspørgslen efter finansiering, ESG-dokumentation og specialiseret rådgivning er stigende.

SJF Banks rolle 

SJF Bank har tidligere forsøgt at blive større gennem opkøb. Banken undersøgte sidste år muligheden for at overtage Nordfyns Bank, men endte med at sælge sin aktiepost på cirka 25 procent til Middelfart Sparekasse. Handlen gav et trecifret millionbeløb i gevinst.

Med ejerandele i både Lollands Bank og Møns Bank spiller SJF nu en nøglerolle i spørgsmålet om en fusion. Men uden vilje fra bankerne selv vil der ikke ske noget.

Spørgsmålet er derfor, om bankerne vil se størrelsen som en styrke – eller fastholde stoltheden og selvstændigheden.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Personligt abonnement

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Få adgang nu

14 dages gratis prøveperiode

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Start prøveperiode