FOLKETIDENDE AFSLØRER:

Øko-skandale hos Nordic Sugar: Fødevarestyrelsen overvejer politianmeldelse

Fødevarestyrelsen måtte udstede et forbud mod at sælge flere hundredetusinde kilo sukker. Samtidig fandt man store uoverensstemmelser i øko-regnskabet for brun farin. Forholdene er så alvorlige, at myndigheden nu overvejer at politianmelde Nordic Sugar.

Nordic Sugar i Nykøbing. Foto: Julie D. Skov
Offentliggjort Sidst opdateret

En af Danmarks største fødevareproducenter er havnet i en øko-skandale. Virksomheden, der står bag Dansukker, fik i januar 2025 besøg af Fødevarestyrelsen. Og her afslørede en stikprøvekontrol, at Nordic Sugar i november 2024 registrerede 1.020 kilo flere færdigvarer brun farin i deres system, end posetælleren viste var muligt.

"Nordic Sugar kunne ikke dokumentere, at sukkeret stammer fra økologisk produktion. Der var usikkerhed om sukkerets økologiske status. Dokumentationen skal bestå af interne mængdemæssige registreringer af hvor sukkeret kommer fra. Regnskabsposteringer skal kunne henføres til relevante bilag og det var der uoverensstemmelser i", lyder det i et skriftligt svar til Folketidende fra Fødevarestyrelsen.

Samtidig kunne Nordic Sugar heller ikke fremvise den lovpligtige dokumentation for den økologiske oprindelse af 346.960 kilo sukker, der stod på lageret på Danmarks største sukkerfabrik i Nykøbing. Det fik Fødevarestyrelsen til at udstede et straksforbud, så sukkeret ikke kom ud til forbrugerne. Efter flere måneder måtte Nordic Sugar til sidst opgive at dokumentere den økologiske oprindelse og nedklassificerede de 629 paller til konventionelt sukker for at få ophævet forbuddet.

Gentagne brud på øko-reglerne

Derudover havde virksomhedens hovedkontor i København gennem 11 måneder besøg af Fødevarekontrollen flere gange, hvor man hver gang fandt mangler i administrative procedurer omkring økologi. Blandt andet manglede beskrivelser af opskrifter, leverandørerklæringer og transportdokumenter. Og endelig brød man i Nykøbing reglerne for rengøring, der skal sikre at økologisk sukker ikke bliver blandet med konventionelt sukker.

Forholdene hos Nordic Sugar er så kritisable, at Fødevarestyrelsen i øjeblikket overvejer at melde Nordic Sugar til politiet. Det fortæller Fødevarechef for FødevareØst, Jakob Munkhøj Nielsen, til Folketidende. 

- Når der står på kontrolrapporten, at virksomheden politianmeldes, så er det noget, der sker fremadrettet. Den er ikke gået til politiet endnu, fordi vi har noget ekstra, vi skal tjekke igennem, når der ikke er retspraksis på netop dette område. Vi har varslet en politianmeldelse, men om vi ender der i sidste ende, der er vi så lige igennem et større kvalitetstjek, oplyser han til Folketidende.

Udover at læse kontrolrapporter har Folketidende søgt flere aktindsigter, talt med en ekspert i fødevaresikkerhed samt Forbrugerrådet Tænk. Der tegner sig et billede af en virksomhed, hvor man på flere punkter har svigtet sit ansvar om at leve op til Fødevareloven.

Det må ikke ske

Ekspert i fødevaresikkerhed, Flemming Davidsen er adjunkt ved Erhvervsakademi Aarhus. Han har beskæftiget sig med fødevaresikkerhed siden 1995 og har bl.a. en fortid i Fødevarestyrelsen. Han udtaler sig ikke om konkrete virksomheder, men generelt om hvordan der arbejdes i fødevarebranchen og hvordan lovgivning overholdes. Da Folketidende interviewer ham forud for publiceringen af denne artikel, har vi ikke fortalt ham, hvilken virksomhed eller hvilken fødevare, der er tale om. 

- Det er ret alvorligt. Det her må ikke ske. Hverken at regnskabet ikke er i orden, eller adskillelsen ikke er i orden, siger han og forklarer, at det handler om at sikre, at der ikke kommer pesticider eller tilsætningsstoffer fra de konventionelle varer over i de økologiske.

Folketidende har spurgt eksperten, hvad han tænker om en virksomhed, der ikke kan dokumentere sporbarheden i så lang tid.

- Så er der noget, der grundlæggende ikke er styr på. Selvfølgelig kan der falde en palleseddel af på et lager, men det kan rettes på en halv time, siger Flemming Davidsen og konstaterer.

- Men at man ikke kan fremskaffe den i flere måneder, virker utroværdigt.

Sikring mod sjusk og snyd

Også hos Forbrugerrådet Tænk er man ret klar i mælet omkring forholdene hos Nordic Sugar.

- Det er ret afgørende med de her procedurer for adskillelse og mærkning, men også dokumentation for sporbarhed. Det handler både om at sikre sig mod sjusk og snyd, og at man som forbruger kan regne med, at når man køber et økologisk produkt, så er det også det, man får. Det har der tilsyneladende ikke været gode nok procedurer for her, hvilket er problematisk, siger fødevarepolitisk rådgiver, Maja Effersøe Khan, fra Forbrugerrådet Tænk.

Garanterer det røde Ø

Folketidende har bedt om et interview med Nordic Sugars administrerende direktør, Jannik Olejas. Han fortæller, at han ikke har mulighed for at stille op til interview, men har bedt om at få spørgsmål på skrift. Folketidende har sendt en række spørgsmål til både uoverensstemmelserne i mængderegnskabet om den brune farin og om den manglende dokumentation for den økologiske oprindelse af de 346.960 kilo sukker. Jannik Olejas skriver:

 ”I forbindelse med et kontrolbesøg i januar bad Fødevarestyrelsen om, at vi skulle være mere tydelige i dokumentationen af vores egenkontroller og processer. Når der f.eks. går hul på en sukkerpose i produktionen, så opsamler vi denne mængde med henblik på re-forarbejdning, uden løbende at registrere dette. Fremover vil vi løbende registrere sådanne hændelser og dermed sikre sporbarheden endnu bedre. Ligeledes har vi opdateret og opgraderet procesbeskrivelsen og dokumentationen for rengøringsprocessen af vores pakkemaskiner. Således har vi taget kritikken til efterretning og rettet vores procedurer til og instrueret medarbejderne. Ved kontrolbesøg i marts og så sent som i sidste uge, har styrelsen bekræftet, at de processer nu er tilfredsstillende og i øvrigt ikke havde nogen anmærkninger.Man kan altid være sikker på, at der er økologisk sukker i poserne med det røde Ø – grundet vores separate produktionsproces samt den grundige rengøring af maskiner når der skiftes mellem konventionelt og økologisk sukker", fortæller altså den administrerende direktør. 

Folketidende har forgæves rakt ud til Jannik Olejas, hvor vi gentager spørgsmålene om brun farin og sporbarhed.