FOLKETIDENDE AFSLØRER:
Øko-skandalen: Skiftende forklaringer og manglende dokumentation
Kontrolrapporterne afslører i detaljer, hvordan Nordic Sugar har haft problemer med sporbarhed, interne procedurer og troværdigheden af deres forklaringer i sagen om økologisk sukker.
Nordic Sugar i Nykøbing.
Anders Knudsen
Mens Nordic Sugar forsikrer om, at alt økologisk sukker er i orden, viser kontrolrapporterne fra Fødevarestyrelsen et andet billede. Bag facaden gemmer sig et forløb præget af regnskabsmæssige uoverensstemmelser, skiftende forklaringer og manglende dokumentation for hundredetusindvis kilo sukker.
Folketidende går her i dybden med de konkrete fund, som myndighederne har gjort. Spørgsmålet er, om virksomheden har haft styr på sin økologiske produktion?
Usikkerheden om den brune farinSagen startede, da Fødevarestyrelsen sammen med Fødevarerejseholdet den 14. januar 2025 var på kontrol i Nykøbing. Her tilbragte de mere end 8 timer på sukkerfabrikken.
Kontrollen rettede sig mod uoverensstemmelser i balanceregnskabet for produktionen af brun farin. Kontrollørerne kunne ikke få mængden af råvarer til at stemme med mængden af færdigvarer.
Sagen kort
Folketidende kan afsløre, at Fødevarestyrelsen har fundet alvorlige brud på økologireglerne hos Nordic Sugar, virksomheden bag Dansukker.
En kontrol i januar 2025 viste manglende dokumentation for oprindelsen af 346.960 kilo økologisk sukker og uoverensstemmelser i økologiregnskabet for brun farin.
Myndighederne udstedte straksforbud og overvejer nu en politianmeldelse. Virksomheden har efterfølgende nedklassificeret store mængder økologisk sukker til almindeligt sukker.
Også på hovedkontoret i København er der fundet gentagne mangler i de administrative øko-procedurer.
Nordic Sugar afviser over for Folketidende, at forbrugerne har fået forkert mærkede produkter og oplyser, at forholdene nu er bragt i orden.
Regnskabet mellem færdigvarer, den "kladde" som Nordic Sugar lavede, og den posetæller, der registrerede det færdige antal, stemte ikke. Produktionsregistreringen viste ikke, hvor mange kilo der kom ind i produktionen, men et andet sted fandt kontrollørerne, at der var modtaget 45 tons økologisk sukker den 8. november.
I den uge, hvor der var 45 tons økologisk sukker til rådighed, blev der produceret 38.238 kilo færdigvarer. Der mangler derfor dokumentation for, hvor de resterende cirka 6,7 tons sukker er.
Omvendt er der den 13. november en difference, der går den modsatte vej. Her har Nordic Sugar registreret 1.020 kilo flere færdigvarer i deres system, end posetælleren viste var muligt.
"Virksomheden har følgende bemærkning: Der er produceret noget dagen før, og det er først registreret dagen efter, nyt batchnummer, samme produktion - den samlede posetælling er højere end det samlede antal færdigvarer.", fremgår det af rapporten.
Men den forklaring er tilsyneladende langt fra acceptabel, for den næste bemærkning i rapporten handler om politianmeldelse.
Folketidende har spurgt Fødevarestyrelsen, hvorfor det brune farin er et problem.
"Vi har det princip, at vi ikke udtaler os nærmere om detaljer i sager, der kan ende med en retssag og vidneindkaldelse. Derfor må du nøjes med, at det overordnet set er vigtigt, at en virksomhed har sin produktion i styring. Det betyder, at der skal være styr på input og output, og der skal være sporbarhed i alle led af produktionen", forklarer Jakob Munkhøj Nielsen, der er Fødevarechef i Fødevarestyrelsen til Folketidende.
Dokumentationen kom aldrig
Men det er ikke kun den brune farin, der er et problem.
Kontrollørerne interesserer sig også for 629 paller med bigbags økosukker. De var mærket med april 2024 og juli 2024, men papirerne viste produktion i 2021 og 2022.
Efterfølgende forklarede medarbejderne, at sukkeret i virkeligheden stammede fra 2023. Efter de skiftende forklaringer, skriver Fødevarekontrollen:
"Virksomheden oplyser, at de vil fremskaffe den manglende dokumentation".
Fødevarestyrelsen udstedte et straksforbud mod at sælge de 346.960 kilo sukker og afventede så dokumenterne. Men de kom aldrig. Efter to måneder valgte Nordic Sugar selv at nedklassificere de mange tusinde kilo til konventionelt sukker. På den måde blev forbuddet ophævet.
Øko-rod på hovedkontoret
Også på virksomhedens hovedkontor i København har Fødevarestyrelsen gennem længere tid fundet mangler.
I en periode på 11 måneder har kontrollen igen og igen konstateret, at den vigtige økologirapport ikke lever op til lovens krav. Flere punkter i rapporten var nemlig ikke tilstrækkeligt dækkende: virksomhedsbeskrivelse, leverandørbeskrivelser, leverandørkontrol, løbende regnskabsbeskrivelse og transportdokumentation.
Fødevarestyrelsens medarbejdere har derfor vejledt Nordic Sugar flere gange, før man endelig i juli 2025 kunne konstatere, at der var rettet op. Det skal tilføjes, at regnskabsbeskrivelse i denne sammenhæng dækker over regnskaber med mængden af varer, der går ind og ud af virksomheden.
Øko eller ej?
Men problemerne med økologi hos Nordic Sugar viser sig også i produktionen i form af manglende rengøring mellem skift fra konventionel til økologisk sukker.
Myndighederne konstaterer, at det indebærer en risiko for sammenblanding. Rengøring mellem produktionerne er et grundlæggende krav, der skal sikre, at økologiske varer ikke forurenes eller blandes op med konventionelle, og den rengøring skal der foreligge procedurer og dokumentation for.
De forhold var der ikke styr på i januar, hvor man tog stikprøve i dokumentationen i tre dage i november 2024. “Vi har nye skemaer til kontrol med rengøring, der mangler implementering”, lød forklaringen fra Nordic Sugar, men Fødevarestyrelsen indskærpede, at man skal kontrollere og registrere, når man gør rent.
Det forhold var rettet op ved den opfølgende kontrol i marts måned.