Den tyske datacenterudvikler GARBE Data Centers har købt 35 hektar erhvervsjord i Business Park Falster ved Nørre Alslev. Kommunen vil endnu ikke oplyse den præcise salgspris, men ifølge borgmester Simon Hansen (S) ligger handlen over det normale niveau for området.
Kommunens officielle takst for erhvervsjord i Nørre Alslev er 60 kroner pr. kvadratmeter eksklusive kloakbidrag. Det svarer til en pris i omegnen af 21 millioner kroner.
- Vi kan ikke sige noget om salgsprisen endnu. Men der har været et offentligt udbud med flere interesserede parter, og vi har fået mere end, hvad vi normalt får i erhvervsområdet i Nørre Alslev, siger Simon Hansen.
John Brædder, viceborgmester og formand for Udvalget for Erhverv og Udvikling, siger, at man først kan afsløre prisen, når byggetilladelserne er i hus. Noget der sker inden for et halvt år.
- Men det er den største salg Guldborgssund Kommune har gjort. Både når det handler om areal og om kroner og ører, siger John Brædder fra Guldborgsundlisten.
En handel med perspektiv
Salget af de 35 hektar er altså ikke der, der sikrer Guldborgsunds Kommunes økonomi på lang sigt. Men det kan det gøre på sigt, fordi det er et strategisk gennembrud for kommunen.
- Det bliver en stor arbejdsplads i Guldborgsund Kommune. Både i byggefasen og når det står færdigt. Det vil give kommunen en anden type arbejdspladser, end hvad vi har i dag. Og derfor er det spændende i forhold til bosætning, siger Simon Hansen.
Handlen markerer den største ejendomsaftale i kommunens historie og baner vej for et af de største datacenterprojekter i Danmark. GARBE planlægger et AI Data Center Campus med en kapacitet på op til 350 megawatt og en samlet investering på omkring 20 milliarder kroner.
Fra transportområde til tech-campus
Området, der ligger ud til Sydmotorvejens afkørsel 43, var oprindeligt planlagt til transporttungt erhverv. Efter henvendelser fra investorer blev lokalplanen ændret, så området nu også kan rumme datacentre.
Miljøscreeningen viste, at et datacenter vil give mindre trafik end det tidligere erhvervsscenarie, og lokalplanen tillader byggeri på op til 30 meters højde i dele af området.
GARBE-projektet ventes at skabe op mod 800 arbejdspladser i anlægsfasen og omkring 400 faste stillinger, når anlægget står færdigt.