Den store strid mellem Danske Sukkerroedyrkere og Nordic Sugar får ikke sin afslutning foreløbig. Ifølge formand Danske Sukkerroedyrkere Troels Frandsen kommer voldgiftsrettens afgørelse først i 2026.
Sagen handler om, hvorvidt Nordic Sugars nye prøveudstyr til måling af sukkerindhold og renhed på fabrikkerne i Nakskov og Nykøbing Falster har ført til lavere afregning til dyrkerne. Sukkerroedyrkerne mener, at målingerne systematisk har vist for lave værdier, og at deres medlemmer samlet er gået glip af 127 millioner kroner.
Tvisten begyndte i 2024, da det nye Rüpro-udstyr blev taget i brug. Flere landmænd oplevede straks, at både renhed og sukkerindhold blev vurderet lavere end normalt, selv om dyrkningsforholdene var gunstige. To runder af såkaldte paralleltests – udført i samarbejde med Nordic Sugar – bekræftede ifølge avlerne, at udstyret konsekvent målte lavere end de tidligere metoder.
Hvem vinder?
Danske Sukkerroedyrkere forsøgte gennem efteråret og vinteren at nå en forhandlingsløsning, men uden resultat. I maj 2025 indgav foreningen derfor formelt voldgiftssagen.
Seniorrådgiver Henning Otte Hansen fra Københavns Universitet har tidligere vurderet, at roedyrkerne står stærkt i konflikten, fordi de traditionelt har en stærk evne til at stå sammen, mens Nordic Sugar på sin side er afhængig af leverancerne.
For Nordic Sugar betyder det, at usikkerheden fortsætter, og for roedyrkerne, at en eventuel kompensation først ligger et godt stykke ude i fremtiden. Producenten har indtil videre ikke offentligt kommenteret konflikten.