I en nylig debatartikel i Sydsvenskan argumenterer danske Thomas Becker, der er direktør for STRING Megaregion, for, at den hurtigste og mest effektive rute for en ny fast forbindelse over Øresund er mellem Helsingør og Helsingborg. Ifølge Becker vil denne rute ikke blot lette trafikken, men også have betydelige miljømæssige og økonomiske fordele.
Kan integreres naturligt
Becker understreger, at en forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg vil kunne integreres naturligt med eksisterende veje og jernbaner på begge sider af Sundet.
“Trafikproblemerne syd for Helsingborg forværres med Europasporet, mens HH-forbindelsen bidrager til en løsning ved at koble direkte på Västkustbanan og E4/E6,” forklarer Becker.
Dette vil ikke kun aflaste motorvejen og jernbanen syd for forbindelsen, men også skabe et naturligt alternativ til Øresundsbroen for rejsende på begge sider af Sundet.
Kortere rute kræver mindre beton
I forhold til miljøet påpeger Becker, at en HH-forbindelse vil være betydeligt mere skånsom:
“Beton er en stor synder i store byggeprojekter, og en kortere rute som HH-løsningen vil kræve mindre materiale,” skriver Thomas becker i sit debatindlæg. Det vil gøre HH-forbindelsen til et mere bæredygtigt valg i forhold til den længere rute, som Europasporet repræsenterer.
Strategiske og økonomiske fordele
En ny rapport fra analysefirmaet Risk Intelligence fremhæver også den strategiske betydning af en HH-tunnel i et forsvarsperspektiv. “Tunnelen anses for at være afgørende for at styrke Nordeuropas forsvarsevne i det skiftende geopolitiske landskab, især med Sveriges NATO-medlemskab,” bemærker Becker.
Thomas Becker peger endvidere på, at HH-forbindelsen vil gavne både Sverige og Danmark ved at øge tilgængeligheden til den svenske kyst i Halland og videre mod Göteborg samt til det nordlige Sjælland, Femern og Tyskland.
“Det vil skabe et sammenhængende arbejdsmarked omkring Øresund og langs kysten op mod Halland og dele af Småland,” skriver han.
En rejse mellem Göteborg og København ville kunne klares på cirka to timer, hvilket yderligere fremhæver fordelene ved denne forbindelse.
Kritik af Europasporet
Becker er kritisk overfor Europasporet, som han mener kun vil gavne Landskrona og øge trafikken i København, hvor der ikke er et ønske om mere trafik.
“Europasporet kræver en række følgeprojekter, der i de fleste tilfælde ikke er en del af nogen planer eller budgetter,” hedder det i debatindlægget.
Han fremhæver, at der i København ville være behov for et projekt sammenligneligt med byens metrobyggeri, og at der i Skåne ville være behov for at flytte godsoperationer til en endnu uafklaret placering i Midtskåne.
Becker afslutter sin artikel med en klar opfordring:
“Kære Sverige, vælg den hurtigste vej for den næste faste forbindelse over Øresund,” slutter Thomas Becker sit indlæg.