Alt peger nu i retning af, at elementfabrikken ved tunnelbyggepladsen i Rødbyhavn kan fortsætte, når elementerne til Femerntunnelen er færdigstøbt. Transportminister Thomas Danielsen har netop fremsendt Sund & Bælts høringsnotat for idé- og forslagsfasen til den miljøkonsekvensvurdering af fabrikkens bevarelse, der er under udarbejdelse, til Folketingets transportudvalg.
Ti høringssvar
Der kom i alt ti forslag og bemærkninger til oplægget. De ni af dem er fra lokale naturbrugere og/eller hus- eller grundejere, der udtrykker en eller anden form for bekymring over kontant- eller herlighedsværdierne i deres ejendom, såfremt de bliver naboer til en permanent betonelementfabrik.
Begejstret kommune
Det sidste svar kom fra Lolland Kommune. Kommunen er helt overordnet begejstret for udsigten til, at elementfabrikken kan fortsætte. En bevarelse vil give arbejdspladser til kommunen, ligesom det vil give god samfundsøkonomisk mening at udnytte den seks milliarder kroner store investering i fabrikken fuldt ud.
Lolland Kommune anfører imidlertid tre punkter, der skal tages højde for, hvis elementfabrikken skal bevares:
Skal bruge teknisk vand
Grundvandsreserverne på Lolland er under pres, og der vil ikke være mulighed for at levere grundvand til fabrikken, når Femern projektet er afsluttet. Det er derfor en forudsætning, at den fremtidige produktion på fabrikken sker med teknisk vand, skriver Lolland Kommune i sit svar til oplægget.
Teknisk vand er renset spildevand eller renset vand fra dræn og pumper.
Fabrikken skal fjernes efter brug
En aktiv fabrik er et stort aktiv, men det modsatte kan siges om et produktionsanlæg i forfald. Der skal derfor fortsat være en ansvarlig ejer (formodentlig staten) som kan garantere, at fabrikken bliver fjernet, når der på et tidspunkt ikke er behov for den længere, skriver kommunen i sit høringssvar.
Aftalte miljøforhold skal overholdes
Det er Lolland Kommunes forventning, at alle miljøforhold i henhold til den nuværende anlægslov overholdes ved en bevarelse af elementfabrikken. Det indebærer blandt andet behov for at finde alternativ til den planlagte erstatningsnatur, skriver Lolland Kommune.
Politisk enighed om bevarelse
En bevarelse af elementfabrikken på Lolland kræver en ændring af anlægsloven for Femernforbindelsen.
I forbindelse med Infrastrukturplan 2035 blev forligskredsen i sommeren 2021 imidlertid enige om, at de ville se positivt på en bevarelse af elementfabrikken.
Det vil fastholde lokale arbejdspladser på Lolland samtidig med, at tunnelelementfabrikken kan bidrage til at billiggøre kommende projekter, da der ikke vil være behov for at etablere nye produktionsfaciliteter til projekterne, hedder det blandt andet i aftaleteksten.
Læs også:
Køreplanen er klar for elementfabrikken