Tirsdag eftermiddag andenbehandlede Folketinget lovforslaget om at bevare elementfabrikken i Rødbyhavn. Uden kommentarer eller spørgsmålet blev forslaget sendt direkte videre til tredjebehandling uden at skulle en ny tur omkring transportudvalget.
Siden forslaget blev førstebehandlet, er der afgivet en betænkning og fremsat tre ændringsforslag. Alle tre tæt på at være uden betydning. Eksempelvis skal loven ændres, så der ikke længere står “Sund og Bælt Holding A/S”, men “Sund & Bælt Holding A/S” – altså med et &-tegn i stedet for “og”. Djævelen bor i detaljen, og djævelen er der altid plads til i mega-infrastrukturanlæg.
Kun Enhedslisten og Alternativet imod
Af betænkningen til lovforslaget fremgår det, at ændringerne er tiltrådt af samtlige partier med undtagelse af Nye Borgerlige. Det sidste er der dog en logisk forklaring på, fortæller transportordfører Kim Edberg Andersen.
– Jeg var ikke til stede i udvalget, den dag de lavede det, forklarer han og understreger, at Nye Borgerlige fortsat støtter lovforslaget.
Eneste modstandere er således Enhedslisten og Alternativet, der indstiller forslaget til forkastelse, ligesom løsgængeren, Lars Boye Mathiesen, ventes at være imod.
Forbehold fra SF og Radikale
Et nærmere studie af betænkningen åbenbarer dog også en form for forbehold fra SF og Radikale Venstre. De understreger nemlig, at ”fremtidige anlægsprojekter er årsagen til bevarelsen af fabrikken og ikke omvendt. SF og RV lægger vægt på, at vedtagelsen af denne lov ikke må blive et argument for gennemførelsen af nye projekter. Fabrikken skal bidrage til nemmere og grønnere anlæg – ikke til flere anlæg.”
FemernReport har på den baggrund bedt Radikale venstres transportordfører, Stinus Lindgreen, om at uddybe:
Skal ikke blive en køkkenmaskine
– Det skal ikke ende som med en køkkenmaskine, hvor man så laver alle mulige ting, fordi man har den. Elementfabrikken skal ikke blive en undskyldning for at lave projekter. Men hvis vi har projekter, hvor den kan bruges, så giver det jo mening. Den er der jo, og den ligger godt, siger Stinus Lindgreen.
Hvilke konkrete anlæg ser du umiddelbart, fabrikken vil kunne levere til?
– Det behøver jo ikke at være infrastrukturprojekter. Der er andre projekter på vej. Det kunne være fundamenter til vindmøller eller energiøer. Man kunne jo omlægge fabrikken til andre ting end tunneler, fortæller den radikale transportordfører.
– Så piller vi den ned igen
Men hvad nu hvis vi står i 2028 med en elementfabrik, der ikke er kunder til?
– Så piller vi den ned igen. Vi skal jo ikke have den bare for at have den. Det ville jeg godt kunne stemme for, fortæller Stinus Lindgreen.
Du er jo også en fremtrædende stemme i klimadebatten, og alle er jo enige om, at beton- og cementproduktion er en stor CO2-udleder. Bygge- og anlægsbranchen står for 1/5 af Danmarks CO2-udledning. Skulle vi ikke bare lade være med at bygge?
– Jeg er skeptisk overfor, om det er det rigtige at gøre. Vi kan ikke lade være med at bygge. Vi kan stille krav til fremtidige projekter om at bruge ”grøn cement” og CCS (CO2-opsamling og lagring, red.). Og vi kan se på vores mobilitet og transport og prøve at flytte den over på skinner. Vi skal i det hele taget se mere på kollektivitet i nye projekter, siger Stinus Lindgreen.
Lovforslaget om bevarelse af elementfabrikken tredjebehandles torsdag. Der er allerede stort flertal for forslaget, så hvis det ikke vedtages, giver FemernReport juleøl og -vand.