Femern A/S har haft travlt med at lave markedsundersøgelser og sondere teknologier til den sidste store udbudsunde på Femernprojektet. Den såkaldte TTC (Tunnel, Track and Catenary)-kontrakt forventes udbudt i foråret 2023.
TTC-kontrakten er entreprisen på Femern Bælt-tunnelens spor og kørestrømsanlæg til de elektriske tog. Femern A/S vurderer selv kontrakten til at have en værdi på omkring 1,5 milliarder danske kroner.
25 kilometer jernbane til 200 km/t
Kontrakten omfatter i alt 25 kilometer to-sporet jernbane, hvor tog skal kunne køre med 200 kilometer i timen. Hele strækningen skal også forsynes med ledninger til kørestrøm til elektriske tog. De 18 kilometer ligger i selve tunnelen. De sidste syv kilometer ligger uden for tunnelen på henholdsvis Lolland og Femern.
Stor interesse fra bydere
– Vi har oplevet stor interesse fra potentielle bydere for yderligere detaljer forud for forårets udbud. Vi vil naturligvis gerne bidrage til, at virksomhederne kan finde sammen i konsortier og byde på opgaven. Alt med ønsket om, at vi får stor og velkvalificeret konkurrence i udbudsfasen, siger Kirsten Christensen, der er kontraktdirektør i Femern A/S med ansvar for jernbaneinstallationerne, i en pressemeddelelse fra Femern A/S.
Selve udbuddet ventes at blive offentliggjort senest i foråret 2023. Den endelige vinder af TTC-kontrakten findes i foråret 2025.
Klimavenlig og energieffektiv jernbane
– Vi har givet potentielle bydere på opgaven mulighed for at komme på banen med deres knowhow, hvilket en række store spillere i markedet tog godt imod. Det har givet os værdifuld viden, som vi aktivt arbejder med, så udbuddet bliver så stærkt som muligt, og så vi står med en klimavenlig og energieffektiv jernbane, når vi åbner, siger Kirsten Christensen i pressemeddelelsen.
Fra design til vedligeholdelse
Vinderen af TTC-kontrakten får ansvaret for design, konstruktion, installation, test og idriftsættelse af jernbanen mellem Lolland og Femern. Entreprenøren får derudover også ansvaret for vedligeholdelsen af systemerne i en bestemt periode.
Sporarbejderne under TTC-kontrakten indbefatter spor i tunnelen og på ramperne, fra enden af ramperne på tilkørslen på dansk og tysk side og crossovers på dansk og tysk side inklusive punktsporvarmeanlæg.
Køreledningsanlægget arbejder under TTC-kontrakten indeholder køreledningsanlægget i tunnelen, på ramperne og tilkørslen på dansk og tysk side. Der skal også blandt andet etableres tilslutning til trækkraftværket på Lolland, returstrøm og jord- og bindingssystemer og fiberkabel.
Bydere skal prækvalificeres
Af udbudsmaterialet fremgår det, at udbuddet gennemføres som en konkurrencepræget procedure med forhandling med et begrænset antal prækvalificerede deltagere. For at blive prækvalificeret skal en byder leve op til nogle finansielle og tekniske krav.
Således skal interesserede bydere kunne dokumentere en årlig omsætning svarende til den anslåede samlede værdi af kontrakten og have en egenkapital på mindst 225 millioner kroner.
Eventuelle bydere skal også kunne erfaring med anlæg af et sporsystem i en tunnel på ca. 3 km og erfaring med konstruktion af et pladesporsystem indenfor de seneste fem år.