Landbrugskoncernen Danish Agro leverede i 2025 fremgang på både top- og bundlinje efter et år med høj aktivitet i forretningen.
Omsætningen steg til 47,0 mia. kr. fra 45,5 mia. kr. året før. Samtidig voksede resultatet før skat til 546 mio. kr., hvilket er en markant forbedring i forhold til de 245 mio. kr. året før.
Fremgangen kommer på tværs af koncernens fire forretningsområder: Agribusiness, Machinery, Special Feed og Food.
Solid driftsfremgang
Driftsindtjeningen målt på EBITDA steg til 1.324 mio. kr. mod 1.094 mio. kr. året før. Det er en forbedring på 230 mio. kr. og samtidig det tredjehøjeste driftsresultat i koncernens historie.
Ifølge ledelsen hænger fremgangen blandt andet sammen med øget aktivitet i koncernen samt et fortsat fokus på effektiv drift og omkostningsstyring.
Samtidig er omsætningen vokset i en periode, hvor priserne på flere af de varer, koncernen handler, generelt har været faldende.
Bedre høst øgede aktiviteten
Et bedre høstår har også bidraget til udviklingen.
Efter to år med relativt lave høstudbytter i 2023 og 2024 steg høsten i 2025 volumenmæssigt med omkring 10 pct. Det har øget aktiviteten i koncernens forretning, og den større høst ventes også at få en positiv effekt på omsætningen i 2026.
Danish Agro er et andelsselskab ejet af omkring 7.900 danske landmænd. Koncernen har aktiviteter i 17 lande og beskæftiger 5.535 medarbejdere.