Af Mickey Gjerris, Lektor i bioetik, PhD, Københavns Universitet og Mia Heide, civilingeniør, PhD og bæredygtighedsspecialist NIRAS
KRONIK: Denne artikel er en kronik. Det er et debatindlæg, der udelukkende er udtryk for forfatternes holdning. Indlægget er ikke udtryk for FemernReports meninger.
Win-win situationer mestrer de fleste. Når alt går op i en højere enhed og tingene går hånd i hånd. Det svære er, når vi må vælge. Når vi ikke både kan blæse og have mel i munden og spise hele kagen samtidig med, at der et stykke til i morgen.
Arbejdspladser koster grøn omstilling
Det synes at være situation omkring den planlagte permanente betonelementproduktion i Rødbyhavn. Ved første øjekast skaffer det arbejdspladser til en økonomisk presset region, som man fra politisk side længe har ønsket at hjælpe, men prisen synes at være, at man (også her) må give afkald på den grønne omstilling som klima- og biodiversitetskriserne kalder på.
Skyndsomt dukker de sædvanlige undskyldninger da også op, så det kan fremstå som en win-win situation. For ingen tør for alvor stå ved, at i forhold til den grønne omstilling, handler det ikke om, at vi bare kan skrue lidt på nogle knapper, og så bliver det, vi gør i dag, grønt i morgen. Man smider om sig med urealistiske fantasier om, anlægget selvfølgelig skal være et centrum for forskning og udvikling af bæredygtig beton og fremme den grønne dagsorden.
Betonproduktion er ikke bæredygtigt
Men betonproduktion er ikke bæredygtigt, cementindustrien alene står for otte procent af den globale drivhusgasudledning. Det kan godt være, at man med tiden kan udvikle en beton, der udleder færre drivhusgasser per produceret enhed, men her er der tale om en relativ forbedring. Dette kan føre til en misforstået accept af øget betonforbrug under påskud af klimavenlighed. Denne tilgang har, historisk set, resulteret i en samlet stigning i drivhusgasemissioner, kendt som rebound-effekten. Udledningen fra et øget forbrug overstiger typisk gevinsten fra den øgede klima-effektivitet i produktionen.
Vi skal skære drastisk
Og ser vi med uhildede øjne på situationens alvor, så har vi ikke længere tid til små gradvise forbedringer af det, som forurener i dag. Vi skal skære drastisk i drivhusgasudledningerne. Ellers rammer vi worst-case scenarierne i forhold til klimaforandringer, hvor de udgør en trussel mod menneskets civilisation. Middeltemperaturen i 2023 ser ud til at være steget 1,4 grader i forhold til udgangspunktet. Skal vi holde kloden under 1.5 grader temperaturstigning frem mod år 2100 (målet i Paris-aftalen fra 2015) kræver det, at vi ikke udleder flere drivhusgasser fra 2034, altså om blot 10 år.
Fortænkt win-win situation
Rødbyhavn er blevet endnu et eksempel på, at de kortsigtede økonomiske hensyn, der ofte driver politikken i et samfund baseret på ideen om fortsat økonomisk vækst, støder frontalt sammen med klima- og naturhensyn. Her kunne man ønske, at man i det mindste var ærlig omkring det og stod ved, at man prioriterer, som man gør. Men end ikke det, ser vi. I stedet for skabes der en fortænkt win-win situation, så ingen behøver at blive urolige.
Men der er al mulig grund til at være urolig, som tallene ovenfor viser. Vi har brug for en gennemgribende grøn transformation af samfundet og for hver dag vi udsætter det, bliver opgaven kun større og mere kompleks.
Vi skal leve anderledes
Det betyder ikke, at vi tænker, at Rødbyhavn blot må klare sig selv. Der er al mulig grund til at tænke i grønne arbejdspladser i området – men det skal være reelt grønne arbejdspladser. Og samtidig er det på tide, at politikerne dropper maskespillet og melder klart ud, at vi skal til at leve på en anden måde. Vi skal forbruge mindre, transportere os mindre, bygge mindre og fylde mindre. Beton er ikke fremtiden, men fortid.
Så vil der ganske vist være en overgangsfase, hvor der bliver brug for noget beton (især til renovering og vedligeholdelse). Og kan den ikke lige så godt blive produceret i Rødbyhavn som andre steder? Vores gæt er, at man endda vil hævde, at det kan produceres mere bæredygtigt der end andre steder, så det nærmest bliver en grøn pligt at gøre produktionen permanent.
Nogle må gå forrest
Til det er der at sige, at nogle må gå forrest. Nogle må vise resten af verden, hvordan vi rent faktisk kan gøre det anderledes for at skabe en bedre og mere bæredygtig verden, i stedet for blot at smykke lidt på en i bund og grund ubæredygtig samfundsindretning. Det er altid værd at huske på, at det, at andre gør noget forkert, ikke retfærdiggør, at man selv gør det.
